| 586 | Valdemar paa Viborg Ting. |
opsøgte Esbern en Tømmermand for at faa ham til at istandsætte et Skib, og denne gav ogsaa Løfte herom, imod at det skulde se ud, som om han var bleven truet dertil. Derfor kom Esbern en Dag til ham paa hans Arbejdsplads, hvor han stod omringet af Bønder, og da han vægrede sig ved at følge ham, slæbte han ham bagbunden bort med sig. Efter at Skibet var gjort færdig, gik Valdemar ved Nattetid om Bord, men et forfærdeligt Uvejr med Lyn og Torden og rasende Stormkast tumlede Fartøjet saa frygteligt, at Masten gik over Bord og Skibet helt maatte lades Bølgerne i Vold. Udmattede af Kulde og Væde drev de omsider ind paa en Ø, hvor de fik Skibet trukket op imellem nogle Træer og ventede paa Dagningen og Vejrets Bedring. Den Nat strandede en vendisk Flaade paa 1500 Skibe paa Hallands Kyst; de Vender, som kom i Land, fandt deres Død for Befolkningens Sværd.
Ved Daggry kunde Valdemar endelig sejle videre og førtes af en god Bør til Jylland. Han drog straks til Viborg, hvor han paa Tinge fortalte om Svends skammelige Svig og Knuds Død, ligesom han viste de Saar, han bar som Vidne om Overfaldet. Folket grebes af Harme og lovede ham Hjælp mod den forræderske Konge.
Imidlertid traf Svend Foranstaltning til at kunne forfølge sin Fjende til Jylland og lod atter de ødelagte Skibe istandsætte. Hans Affart blev dog sinket ved, at Absalons Moder og Søster ved Nattetid lod hugge Huller i de udrustede Fartøjer. Omsider var hans Flaade dog sejlrede, men da han erfarede, at Valdemar vilde hindre hans Landgang, saa han sig nødsaget til at ruste sig stærkere, og han udbød Leding fra Sjælland og Skaane. Hans Flaade landede derpaa i Djursaa.
Valdemar havde imidlertid i Viborg ægtet sin Trolovede og saaledes endnu bestemtere knyttet sig til den dræbte Konges Parti; mange af Svends tidligere Tilhængere sluttede sig nu ogsaa i Vrede over hans grænseløse Svigefuldhed til Valdemar.
Svend havde forladt Flaaden og var med en Rytterskare ilet til Viborg, hvorfor Valdemar sendte Saxe og Buris, Henrik Skadelaars Søn, med en Deling Skibe til Djursaa, og det lykkedes dem at bevæge Sjællænderne til at vende hjem. Fynboerne vilde derimod ikke godvillig opgive Svends Sag; først efter at have lidt et Nederlag nødtes de til Flugt.
Esbern, den hurtige og snarraadige Rytter, var redet op mod Viborg for at spejde. Ved listige Bevægelser søgte han at narre
