| 574 | Knud flygter for tredje Gang. |
Fjender ved med Springstave at sætte over Floden, men Svends Krigere havde forudset Angrebet og rustede sig i Stilhed inden for deres Lejr, saa at Friserne fik en haard Modtagelse og skyndsomst maatte trække sig tilbage over Sumpene. Selv ud over disse bleve de imidlertid forfulgte, idet Svend havde ladet Broer forfærdige af Vidjer og Ris. Og nu tog man fat paa Belejringen af Byen, der blev angrebet baade ved Dag og Nat, indtil Friserne til sidst udmattede overgav sig; Knud var allerede tidligere flygtet. Svend viste atter en mærkelig Mildhed lige over for sine Modstandere. De fangne fik Lov til at drage bort i Fred; end ikke over sin egen Faders Banemand Plog tog han Hævn. Friserne maatte betale en stor Bøde og stille Gidsler.
Uagtet alle de Nederlag, Knud havde lidt, var det klart, at han havde mange Tilhængere. Knud var en elskværdig, letlevende Natur — med mange Elskovsforhold og ikke faa uægte Børn —, hans Evner som Styrer af et Land vare ikke store, men da man kunde stole paa ham, mødte han selv Tillid. I flere Egne af Riget var man desuden træt af at se, at Svend aldrig forstod at benytte sine Sejre, saa at Kampen syntes endeløs. Dertil kom, at Knud havde Venner blandt Udlandets mægtige, særlig i Tyskland. Det maatte derfor være Svend magtpaaliggende at bevare et godt Forhold til den tyske Konge.
Paa den Tid døde Kong Konrad III, og Frederik (Barbarossa) blev valgt til hans Eftermand. Han blev kronet i Marts 1152, og snart opfordrede han de to stridende danske Konger til at møde for sig paa en Rigsdag, som skulde holdes i Merseburg i Maj Maaned. Her mødte da ogsaa Svend og Knud, og den tyske Konge dømte, at Danmark skulde tilhøre Svend; han satte Kronen højtidelig paa Svends Hoved, thi denne var jo hans Lensmand, og han gav ham ved Pinsefesten det hædrende Hverv i Processionen at bære Sværdet foran ham. Men Kong Frederik paalagde endvidere Svend at overlade Knud Sjælland til Len, hvorfor Knud forlangte, at Valdemar skulde gaa i Borgen for, at denne Forpligtelse blev opfyldt. Valdemar, som havde begyndt at faa Øje for Svends Upaalidelighed, vægrede sig først derved, men gik omsider ind derpaa, idet han erklærede, at ifald Svend ikke efterkom sit Løfte, vilde han betragte sig som løst fra Troskab til ham og slutte sig til Knud.
Efter saaledes at have faaet den tyske Konges Kendelse i
