| Vendernes Overfald paa den danske Flaade. | 569 |
Kyst. Jyderne kom under Anførsel af Knud, Slesvigerne befaledes af Svend, til sidst ankom Sjællænderne og Skaaningerne, og alle deltog i Belejringen af Dobin. Men som sædvanlig manglede der ikke Venderne Dristighed, og da de saa, hvorledes den danske Flaades Skibe laa provinsvis skilte og med ringe Mandskab, angreb de først Skaaningerne, der laa yderst ude, og dræbte næsten alle, uden at Jyderne rørte sig for at bringe Hjælp. Roskilde-biskoppen Asser, der var sat til Vogter for Flaaden, viste sig Stillingen saa lidt voksen, at han kastede sig i en Baad og flygtede om Bord i et Købmandsfartøj. Skaaningerne bandt vel deres Fartøjer sammen, for at ikke de vankelmodige skulde flygte, men da Kampen blev haard, skar dog mange Tovene over og flyede (August 1147).
Imidlertid fik de danske Belejrere foran Dobin Meddelelse om Overfaldet paa Flaaden og ilede derhen; ved Hjælp af de Skibe, som endnu vare i Behold, drev de Røboerne, som havde været de mest utrættelige blandt Angriberne, ud af Havnen og anrettede et saadant Mandefald, at Havet rundt om var fyldt af døde Kroppe. Kong Svend havde mistet sit Skib, og Knud stillede da sit eget til hans Raadighed, men Svend, som saa sine Skarer udtyndede, medens Jyderne vare i Behold, vovede ikke at sejle paa et fremmed Skib og afslog Tilbudet. Derpaa styrede han hjem til Slesvig og senere til Sjælland, hvor han lod Roskilde befæste. Snart efter forlod Knud Venderlandet.
Medens Belejringen af Dobin fortsattes, gave Sachserne stadig tydeligere deres Misfornøjelse til Kende over at skulle kæmpe mod deres Hertugs egne Undersaatter; de viste sig lige saa lunkne i Kampen som overbærende mod de flygtende Fjender. Endelig kom det til en Overenskomst med Abodriterne om, at de skulde antage Kristendommen og give de fangne Danske fri. Ikke desmindre bleve ikke faa af de arbejdsføre Mænd holdte tilbage i Fangenskab.
Det var de Danske, som havde lidt det største Tab i denne Krig, særlig havde Skaaningerne mistet mange af deres bedste Mænd. Der gik da ogsaa Rygter i Tyskland om, at Korsfarerhæren havde sveget Danskerne.
Med Hovedhæren var det gaaet paa ganske lignende Maade i de østlige Landskaber. Man følte det som en Urimelighed at skulle føre Vaaben mod sine egne skatskyldige Fyrster og mod Lande, som alt vare de Tyske underlagte. Naar over Halvdelen af Befolkningen allerede havde bøjet sig for den kristne Lære, kunde
Danm. Riges Hist. I 72
