| 560 | Kong Erik forsvarer ikke Landet mod Venderne. |
kraft. Det samme fremgaar af hans Afmagt over for Venderne, hvis Plyndrerier i de danske Farvande foregik uhindret. Vel blev der udbudt Leding imod dem, men naar der under Togterne blev raabt paa, at nu vilde man have Hjemlov, gav han efter, om Raabet saa kom fra nogle menige Krigere eller endog Madsvende. Derfor bleve disse Vendertog mere til Latter end til Ære for ham; det hændte endog engang, at Erik blev jaget af slaviske Sørøvere i Bæltet og maatte lade Skibet med dets hele Udrustning i Stikken og flygte i Land.
Det Ægteskab, som Erik havde indgaaet, skulde heller ikke fremme hans Anseelse. Han havde 1144 ægtet Lutgard, en Datter af Markgrev Rudolf af Soltwedel; hun havde tidligere været gift med den sachsiske Pfaltsgreve Frederik af Sommereschenburg, men var paa Grund af for nært Slægtskab bleven skilt fra ham; hun var i øvrigt bekendt for løse Sæder. Det var første Gang, at en dansk Konge hjemførte en tysk Brud. Erik, som gav efter for alle, lod sig ogsaa styre af sin Hustru; hun fik ham til at bortskænke Krongods til de Venner, som havde hjulpet ham i Kampene mod Oluf, og til Løn for Kongens Krigere, hvilket naturligvis vakte Uvilje.
Saa urolige havde Tiderne imidlertid været i de sidste fire Aar af Kong Niels' og under hele Erik Emunes Regering, at Folket frydede sig ved den Ro og Hvile, som var faldet over Landet og som kun blev afbrudt i de østlige Landskaber ved Olufs Indfald. Man glædede sig ved at have en Konge, som ønskede Fred, og som, hvad man end kunde dadle ham for, afgjort ikke bar Nag mod nogen eller skinsyg vaagede over, at hans Kongemagt ikke led Skaar. Dertil kom saa, at gode Aaringer indtraf og at den rige Afgrøde lod Folk glemme Manglerne ved Kong Eriks Styrelse.
I Modsætning til alt det Magtbegær, som Konger og Tronfordrere gennem lange Tider havde lagt for Dagen, havde Danmark nu en Regent, der opfattede sin Kongestilling mere som en Byrde end en Ære, ja som til sidst, da han blev angrebet af en feberagtig Sygdom, besluttede sig til at nedlægge Kronen. I Overensstemmelse med de Mænds Opfattelse, som kun havde villet anse ham for en midlertidig Statholder i Danmark, overdrog han Regeringen til sin Morbroders Søn Svend, Erik Emunes Søn, der nu var bleven voksen. Mulig følte han ogsaa, at hans Død var nær fore-
