| 554 | Kong Erik dræbt af sorte Plog. | style="width:50px; text-align:right;" | |
heden af Ribe, hvor han vilde komme til Stede med sit Følge (18. September 1137). En Herremand dér fra Egnen Plog, gerne kaldet Sorte Plog, hvem Kongen nylig havde udbetalt Tjenesteløn, tilsagdes ligeledes til at komme til Stede, idet en Mand af Almuen førte Klage imod ham. Kong Erik, der stod paa Tinget støttet til sin Lanse, bød Plog gøre Bonden Ret og Skel. Plog bad om at maatte tale, og Erik løftede Haanden for at paabyde den larmende Tingalmue Stilhed. Men Plog, som længe havde betragtet Kongen nøje, fik nu Vished for, at han var brynjeløs, og jog sit Spyd igennem Erik, saa at han faldt forover; samtidig raabte han til de omstaaende, at de skulde lægge Haand paa Kongens Folk. Der opstod en uhyre Tumult, og Hirdmændene toge efterhaanden Flugten; kun Erik Hagensøn sprang frem og værgede sin Morbroders Lig med sædvanlig Uforfærdethed. Da raabte Plog til ham: »Vær ikke saa voldsom, Erik, stik hellere dit Sværd i Balgen! fedt Flæsk faldt jo i din Gryde«.
Kong Erik blev derpaa begravet i Ribe.
Erik Hagensøn var bekendt som en tapper Mand, der trofast og opofrende havde forsvaret sin Onkels Sag; men han var tillige saa sagtmodig, fredelig og stilfærdig, at han havde faaet Tilnavnene Spag og Lam. Paa et Møde af Landets Høvdinger og Stormænd enedes man om at tage ham til Konge. Dog fandtes der andre Medlemmer af Kongehuset med berettigede Arvekrav. Erik Emune havde ingen ægte Søn, men Frillen Tonne havde født ham Sønnen Svend, som var bleven opdraget hos Faderen. Magnus Nielssøn havde med Rikiza Sønnen Knud, endelig havde Ingeborg efter Knud Lavards Død født Valdemar. Som Talsmand for, at man valgte denne sidste, optraadte Kristiern, Ærkebisp Assers Broder, der mindede om hans Faders store Fortjenester. Ingeborg vægrede sig imidlertid bestemt imod, at Drengen toges til Konge, hun saa aabenbart deri en Fare for hans Liv, en ældre burde overtage Landets Styrelse. Herfor talte jo i Virkeligheden ogsaa den gennem nogle Aarhundreder fulgte Sædvane ikke at vælge et Barn til Konge
