| Margrete Fredkulle dør. | 533 |
kunde modstaa Sværdhug. »Dertil er Faarepelsen vel heller ikke egnet!« gav Knud ham til Svar.
Ikke længe efter hensov Dronning Margrete (o. 1127). Hun havde været en udmærket Støtte for Landet, en Fredbringer og Forsoner paa en Tid, da Splid og Opløsning overalt truede, kærlig som Ægtefælle og mod sin Slægt og gavmild mod Kirken.
Kong Niels ægtede derpaa Ulfhild, der var Enke efter den svenske Konge Inge, Halstens Søn. Hun har næppe bidraget til at slukke den Glød, som ulmede rundt om i Kongeslægten.
En af dem, som mest pustede til Ilden, var den nævnte Henrik, Svends Søn, hvem man paa Grund af en Legemslyde havde givet Tilnavnet Skadelaar. Den ærgerrige Mand var misundelig over Knuds store Anseelse og Lykke, og han søgte paa alle Maader at vække Niels' Mistanke mod Knud som den, der tragtede efter at vinde Kongemagten ved hans Død. Han fik derfor ogsaa Kongen overtalt til at stævne Knud for sig for at forlange en Forklaring over hans Holdning og Planer.
Sammenkomsten fandt Sted i Ribe. Hertugen var ankommet før Niels, og da nu Kongens Komme blev meldt, kastede Knud efter tysk Skik sin Kappe og ilede til for at holde Stigbøjlen, medens Niels steg af Hesten. Der holdtes derpaa en Raadsforsamling, og her rettede Niels Bebrejdelser mod Hertugen, fordi han havde taget imod en Stilling med Kongetitel, hvori der syntes at ligge en Fordring om ogsaa i sin Tid at blive Konge i Danmark.
Støttet mod sit Sværdhæfte stod Knud en Stund maalløs over disse Beskyldninger, men saa tog han til Orde: »Sandelig, de Mænd have stor Synd, som ophidse eder, der dog baade af Naturen og ved Aarenes Tal har et fredsommeligt Sind, ved saa skammelige Løgne. Tro ikke deres falske Beskyldninger! Jeg kalder mig ikke ved et Navn, som vilde være fornærmeligt for eder. Mine Mænd kalde mig Lavard, ikke Konge, og Slaverne kalde mig Knes, det er Herre; ikkun ondsindede eller de, som selv forsømme at vise skyldig Ære, kunne dadle en saadan Høflighed. Og sæt nu ogsaa, at de kaldte mig Konge, har da ikke eders egen Søn i Gøtaland erhvervet Værdighed og Titel som Konge? Hvis jeg nu havde haft en lignende Lykke i Verden, burde I da ikke glæde eder over, at to Konger vare eder hørige og lydige! Til enhver Tid har jeg desuden arbejdet for eder og eders Rige. De Danske kunne nu trygt bo selv ved den yderste Kyst. Landets Grænser har jeg udvidet, og Folkeslag, som før vare eders Fjender, har jeg gjort til For-
