| 530 | Krypten i Lunds Domkirke indvies. |
Kald værdig, og skønt en Kunstner fra fremmede Lande har været Bygmester, taler Kirken om, hvor stærkt Sansen for smuk Bygningskunst var vakt her i Landet. Den mægtige Krypt, der strækker sig under hele Domkirkens Tværskib og Kor, var saa vidt fremskreden, at Asser kunde indvie dens Hovedalter i Sommeren 1123 og dens sidste Alter otte Aar senere (Fig. 196). Samtidig gav han med rund Haand en stor Del Jordegods, som han ved egne Midler havde erhvervet, til Underhold for Kannikerne.
Med samme Gavmildhed som Asser havde mange gejstlige og Lægfolk rundt om i Landet skænket af deres Midler til Kirkerne, saa at Stenkirker kunde rejses eller de hellige Steder smykkes med skønne Kar og andre Genstande.
Paa denne Tid skrev ogsaa en gejstlig det første større historiske Arbejde, vi kende fra Danmark. Han hed Ælnoth og var barnefødt i Canterbury, men optoges paa Erik Ejegods Tid blandt Knudsbrødrene i Odense. Kort efter 1120 forfattede han en Bog om Knud den Hellige, som han dedicerede til Kong Niels. Ælnoth har Sympati med det danske Folk, selv om han beklager dets Haardhed og Udannethed især paa Kong Knuds Tid, og han har opfattet godt vore indre Tilstande. Væsentligt er det et historisk Arbejde og indeholder meget lidt om Knuds Mirakler; man maa ogsaa rose Forfatteren for, at han uagtet sin Beundring for den dræbte Konge dog er sandhedskærlig nok til ikke at fortie hans Fejl. Hans Fortælling er fuld af Interesse og maler paa flere Steder Scener og Begivenheder med levende Træk, saa at man tilgiver Forfatteren Bogens Bredde og hans Lyst til at vise sin bibelske og klassiske Lærdom.
Ved Abodriterfyrsten Henriks Død arvede hans to urolige Sønner Zwentopolk og Knud hans Land. Efter at have kæmpet indbyrdes om Magten forsonedes de, men bleve snart efter begge myrdede. Zwentopolks Søn Zwinike overtog derpaa Magten, men dræbtes ogsaa. Alt dette skete Slag i Slag i Løbet af et Par Aar. Henrik skal have anet, at det ikke vilde lykkes hans Sønner at bevare Magien over Slaverne, dertil maatte der en stærkere og dygtigere Personlighed, og efter det Venskabsforhold, der bestod mellem ham og Knud Lavard, maatte det ligge ham nær at betro
