| 510 | Kongevalget ved Erik Ejegods Død. |
for han lod sig sætte i en Bærestol. Døden var lettere til Bens og indhentede ham, inden han havde naaet sit Maal.
Paa Isøre Ting viste det sig snart, at ikke en Røst vilde hæve sig for at vælge Harald Kesje, der havde styret med blodig Uretfærdighed, ja handlet mod Undersaatterne som en Røver og Voldsmand. Eriks to andre Sønner vare for unge til at kunne vælges, skønt der hørtes Stemmer for at tage Knud til Konge, og saaledes stod Afgørelsen mellem de to endnu levende Sønner af Svend Estridsen Ubbe og Niels. Ubbe var ældst, men vægrede sig ved at overtage saa stort et Ansvar, og saaledes blev da Niels kaaret og hyldet som Konge. Det paastodes, at han ved Penge havde formaaet Ubbe til at træde tilbage.
Niels havde hidtil ikke haft nogen fremtrædende Rolle. Han var 1086 bleven givet som Gissel til Flandern for at skaffe Broderen Oluf Frihed; han var vel altsaa ved sin Tronbestigelse henved 40 Aar gammel. Niels var en jævn og ligefrem Mand, han havde intet ondt i Hu, men var ogsaa uden Planer, svag af Vilje og smaalig i Tanke. Det er karakteristisk, at man under hans Regering mere end tidligere hører Raadgivere nævnte ved Kongens Side. I øvrigt førte Niels af Sparsommelighed og Gerrighed en saa tarvelig Hofholdning, at han endog lod sig nøje med at have 6—7 Hirdmænd om sig.
Under Kong Eriks Fraværelse var den romerske Kuries Afgørelse paa Danmarks store Anliggende omsider kommen. Danmark opnaaede Takken for, at det havde trofast sluttet sig til den store Pave Gregor og til Efterfølgerne, som fortsatte Kampen for hans Tanker. Ganske vist havde man ikke søgt at gennemføre Reglerne om Besættelsen af de høje kirkelige Embeder ved Gejstligheden selv eller Budet om Præsternes Cølibat. I Ordningen af den unge danske Kirke syntes disse Regler endnu ikke at kunne indgaa. Men fra Danmark havde man dog — maaske med Undtagelse af et enkelt Tidspunkt (S. 493) — kun hørt godt i Rom, og da Ærkebisp Liemar af Bremen døde (1101), er Afgørelsen bleven lettet. Pave Paschalis II sendte Kardinal Alberik herop med Palliet; han skulde nærmere forvisse sig om, at Lund efter sin Beliggenhed var mest egnet til at være den nordiske Kirkes Midtpunkt, og at Biskop Asser ligeledes var mest skikket til det store Kald. Efter at have undersøgt alle Forhold, klædte Alberik Asser højtideligt med det hvide Pallium (1104). Det er alt, hvad vi vide om denne vigtige Sag. En pavelig Bulle om Oprettelsen er ikke bevaret, et Brev,
