Enhver Tid kan kaldes en Overgangstid; den er en Del af den evig rindende Strøm. I hvert Fald kendes der næppe et Tidspunkt, som ikke er bleven betegnet som en Overgangstid af den Betragter, der saa det ufærdige og uløste i Samtiden. Men med fuld Grund kan man kalde det Tidsrum, som nu skal skildres, en Overgangstid, saaledes som en Borgerkrigsperiode altid maa være. En akut Sygdom maa føre til Sundhedens Generhvervelse eller til Død, og Borgerkrig er en saadan Sygdom, da de Kræfter, som skulde nære og opholde Organismen, krige mod hinanden indbyrdes og derfor nødvendigt maa fremkalde enten Samfundets Fornyelse eller dets Undergang. Det er en Tilbageskridtets og Nedbrydelsens, en Oprørenes og Splidens Tid, som nu forestaar, men ogsaa en Tid, hvor de Kræfter vokse til, som skulde bringe Styrke og Helbredelse. Endogsaa Tidens ædleste Personlighed Knud Lavard maa kaldes en Skikkelse fra en Overgangstid, en Mand, der sætter Kræfter i Bevægelse, hvis Rækkevidde endnu ingen kan ane, en Forløber for det store, som skulde komme.
Først ind paa Aaret 1104 naaede Budskabet om Kong Eriks Død til Danmark. Der sammenkaldtes et Rigsmøde til Isøre til Afgørelse af Kongevalget. Den af Kong Svends Sønner, som i Alder kom nærmest efter Erik, var Svend, og han var saa begærlig efter at faa Kongenavn, at han straks vilde søge sig det tildelt paa Viborg Landsting og sprængte af Sted til Hest. Da han blev syg, maatte han lade sig age, men selv dette taalte den svage Mand ikke, hvor-
