Side:Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu/529

Denne side er ikke blevet korrekturlæst
Svend, berømt Korsfarer. 505

trække ham af Bænken, men han drog dem ben til sig. Den skønne Mands klangfulde Røst kunde høres af de fjernest staaende, og Folket maatte glæde sig over den vennesæle Konges veltalende Ord, ikke mindst naar han sluttede med at bede de forsamlede hilse deres Hustruer og Børn, ja Trælle, og bringe enhver hans Tilsagn om, at han vilde øve Skel og Billighed. Men Erik var da ogsaa en ivrig Paataler af al Uret og streng mod sine Høvdinger og Embedsmænd, naar de gjorde sig skyldige i Uretfærdighed over for Almuen.

I Gemyt og Aandsanlæg minder saaledes Erik meget om sin Fader — dennes ypperlige Hukommelse var ogsaa gaaet i Arv til ham — men desværre slægtede han ogsaa Svend paa i at føre et usædeligt Liv. Erik var gift med Jarlen Thrugot Fagerskinds Datter Bodil, en smuk og ædel Kvinde, men han havde flere Friller, og mærkelig nok bar Dronningen ikke blot over med hans Utroskab, men taalte hans Slegfrede om sig, ja smykkede dem endog med egen Haand.

Under det første Korstog havde en dansk Kongesøn Svend vundet et berømt Navn, uden at vi dog kende nærmere til hans Bedrifter; de udmaledes skønt af en senere Tids Fortællinger og forherligedes til sidst af den italienske Digter Tasso (o. 1570). Svend var en af Kong Svends mange Sønner (S. 473), han var vistnok med Erik flygtet til Sverige og har derfra søgt til Myklegaard. Det blev ham betroet at føre en Skare Væringer eller Nordboer gennem Lilleasien til Korsfarerhæren foran Antiochia, men han blev overfaldet af Tyrkerne og efter tapper Modstand dræbt med sine Krigere (1097). Mindet har saaledes ikke opbevaret synderligt mere end hans Navn og hans Ry for Tapperhed; en Beretning fra Kong Niels' Tid nævner »den berømte Svend« ved Kong Knuds Side i Odense og synes saaledes ogsaa at kende det Ry, som Kongesønnen havde vundet.

Kong Erik havde Trang til Eventyr og Rejser, hans religiøse Følelse indgød ham ogsaa Begærlighed efter at besøge det hellige Land, hvis Skæbne da fyldte alles Hjerter. Den islandske Skjald Markus Skeggjason synger i sit smukke Digt saaledes:

  Vidt skal mindes: vældig Fyrste   Med livsaligt Maal i Tanke
  indre Vunder ønsked læge.   mægtig Konge Færd beredte,
  Fjenders Skræmmer Sjæl at hele   tragted mod at træde ind i
  stævned med sin Skare nordfra.   trygge Bygd af Jorsal-Landet.


Danm. Riges Hist. I 64