Danmark var et Arverige. Ingen vilde nægte, at en Konges Søn havde Krav paa at tages til Konge efter Faderen; stødtes han til Side, vilde man føle, at han havde lidt Uret, og han vilde let finde et Parti. Men lige saa vist var det, at han kun ved en offentlig Stadfæstelse af sin Ret, ved at nogen gav ham Kongenavn og Folket bekræftede det, kunde opnaa Kongestillingen. Thi den af Aar eller af Aand umyndige kunde ikke blive Landets Regent, og det maatte prøves, om Tronsøgeren ifølge Alder og ædel Fødsel gik forud for de andre Arvinger; deles kunde nemlig Landet ikke. Derfor forestod ved en Konges Død endnu den store og betydningsfulde Akt, at Folket godkendte, at Arvingen tiltraadte Regeringen, og at det hyldede ham.
Ogsaa Kong Svend har vel ment, at Riget skulde tilfalde hans ældste Søn. Ganske vist lader Knytlingasaga Svend træffe den Bestemmelse med Folkets Samtykke, at Knud, skønt han ikke var den ældste, skulde være hans Efterfølger som den, der mest egnede sig til at styre Landet. Denne Efterretning bekræftes dog ikke af andre Kilder og synes udledet af de Indvendinger, der paa Valgmødet paa Isøre gjordes imod, at man tog den ældste Søn til Konge paa Grund af hans ejendommelige Karakter og Væsen. Nogle udenlandske Kilder lade Svend give den testamentariske Bestemmelse, at hans Sønner skulde følge ham paa Tronen efter Alder, men dette skyldes vistnok en Slutning fra, hvad der i Virkeligheden senere indtraf.
I Flokken af Kong Svends Sønner var der to, som maatte synes at være de nærmeste Arvinger til Tronen. Harald var den
