447
Magister Adam af Bremen.
Adam har vistnok egnet sig godt til denne Gerning, idet han ved Siden af megen Lærdom besad stor Aandslivlighed og frisk Opfattelsesevne. Beskeden fortæller han i øvrigt i sin Bog næsten intet om sine personlige Forhold; vi se kun, at han har besøgt Danmark, og at han har faaet talrige Efterretninger af Kong Svend, »der gemte Barbarernes hele Historie i sin Hukommelse som i en skreven Bog«. I sit Kapitels rige Bibliotek fandt han en Mængde Bøger at benytte for sit Formaal, saaledes Ansgars og Rimberts Levned og flere andre Biografier, frankiske og angelsachsiske Aarbøger, desuden Pave- og Kejserbreve og andre Diplomer, hvilke Kilder han overalt samvittighedsfuldt anfører i sin Bog.
Adam høstede dog ogsaa megen Kundskab ved mundtlige Meddelelser, og han udspurgte alle tilrejsende fra Norden og fra andre Lande. Det indsamlede lod han sig ikke nøje med simpelt hen at gengive, han søgte at forstaa Udviklingen gennem Tiderne og at bringe Sammenhæng ind i Begivenhederne. Saaledes fremkom et af de mærkeligste af den ældre Middelalders Kildeskrifter og en Bog, som indeholder uvurderlige Oplysninger om Nordens Historie i de første kristne Aarhundreder. Den blev da ogsaa i høj Grad benyttet af Historikerne, og da i den følgende Tid ogsaa de nordiske Lande fik Aarbogsforfattere og Krønikeskrivere, kom den til stærkt at paavirke deres Fremstilling.
Adam er utvivlsom sandhedskærlig, han opdigter aldrig, og han udsmykker ikke, han søger flittigt efter at finde, hvad der virkelig er foregaaet. Men som Kirkens tro Mand og sit Ærkesædes ivrige Tjener er han greben af glad Stolthed og Beundring over, hvad den tyske Nation har naaet i Norden og hos Venderne. Alt hvad der kan fortælles til Ære for Kristendommens tyske Forkyndere eller Bremerkirkens Gerning i Norden, indsamler han omhyggeligt, og han beretter om det med Begejstring. Meget af det, som i Virkeligheden kun var smaa Tilløb, kommer for hans Syn til at se ud som store Bedrifter, for mange svage Sider og Forsømmelser i den tyske Mission har han ikke haft Blik, eller han har set paa dem med milde Øjne. Al den Indvirkning, som kom til Danmark fra de vestlige Lande, har ikke fanget hans Opmærksomhed eller Interesse, derfor trænger hans Skildring af Kristendommens Komme til Norden og dens Grundfæstelse hos de nordiske Folk i saa mange Henseender til at renses for Fejl og Ensidighed.
Men rastløst har Adam samlet, og han synes at være vedblevet
