Side:Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu/456

Denne side er blevet korrekturlæst

432

Kong Svend besætter Bispestolene.

Svend besatte sikkert Bispedømmer efter eget Skøn, selv om hans Valg ogsaa faldt paa Klerke fra Bremen. De danske Bisper lystrede fremfor alt Kongen. Eilbert af Odense var stævnet tre Aar i Træk til at møde for Ærkebispen, men kom ikke, og da Adalbert indkaldte et Kirkemøde til Slesvig, udeblev flere Bisper; aabenbart stod Svend bag ved dem og vilde modarbejde Adalberts Patriarkatstanker. Helst har Svend til de høje Stillinger villet benytte Danske eller saadanne Mænd som Nordmanden Svend, der fra Krigerhøvding blev Præst og paa Svends Bekostning blev sendt udenlands, for at han kunde faa større Kundskab i Latinen.

Hvor stor en Pragt end Bremerbispen udfoldede, og hvor meget han end for en Stund, som vi straks skulle se, befæstede sin Stilling hos de vendiske Folk, var hans Magt over Landene i Norden næppe mere end et ydre Skin. I Sverige vægrede Kong Emund den Gamle, Anund Jakobs Broder og Efterfølger, sig ved at have nogen Forbindelse med Hamburg, først efter lange Stridigheder knyttedes igen Baandet med Ærkesædet, men om en virkelig Organisation af Kirken var der jo endnu ikke Tale i det halvhedenske Land. Harald Haarderaade sendte de Mænd, som han selv udvalgte til Bisper, til England eller til Frankrig for at indvies til deres Kald, og han svarede de Udsendinge, som bragte ham Adalberts Protest og Klage, at han ikke anerkendte nogen Ærkebisp for Norge. Nu maatte Pave Alexander skride ind; men Adalbert vandt intet derved, da Kongen for Fremtiden sendte de udvalgte Bisper til Rom for at indvies.

Saaledes stod det ene af de nordiske Folk endnu altfor langt tilbage i kirkelig Udvikling til, at Bremen kunde have nogen Myndighed over det, og de to andre Folk havde udfoldet en national Selvstændighed, som ikke taalte det fremmede Herredømme.

Og havde Adalbert ikke haft Held med at befæste sit nordiske Supremati under sin Stormagtstid, skulde det end mindre lykkes ham, da han høstede de bitre Frugter af sin ubegrænsede Ærgerrighed. Ved Kejser Henrik III’s Død 1056 var hans Søn Henrik kun et Barn, og Ærkebisp Anno af Köln, senere ogsaa Adalbert, blev hans Formynder. Da Henrik voksede til, havde Adalbert vidst ved Eftergivenhed saaledes at indsmigre sig hos den letsindige unge Fyrste, at denne, da han erklæredes myndig (1065), ikke tog den strenge Anno, men alene Adalbert til Hjælper og Raadgiver. Mere end nogen Sinde traadte nu Svagheden i Adalberts Karakter for Dagen. Blændet af Magtens tindrende Glans taalte han, skønt han selv var nøgtern og af-