428
Kong Svends Forhold til Kirken.
saaledes havde Stamfaderen for en Kongeæt, hvis Mandslinie i tre Hundrede Aar skulde styre Riget, besteget den danske Trone, og Svend holdt den fra nu af urokket.
III.
Kong Svend og Kirken. Ærkebisp Adalbert af Bremen.
Uagtet Svend nu gik ind til en roligere Regeringstid, skulde Kampen med Norges Konge fortsættes i sytten Aar. Ikke desto mindre var det en Fredsperiode, som oprandt for Landet, og de i mange Somre indtrufne Plyndringer opfattedes kun som en uundgaaelig Landeplage, der ikke satte Landet som Helhed i Fare. Lige over for alt det, der paa de Tider groede sin stærke, uforstyrrelige Vækst i Landets Indre, havde Plyndrerierne kun lidet at sige. Vi skulle nu kaste et Blik paa Svends Virken for Ordningen af Landets indre Forhold og særlig da hans betydningsfulde Styrelse af Kirken.
Ingen stor Krigerbedrift er knyttet til Svends Navn, hans Nederlag ere talløse, og idelig er han paa Flugt, ingen har dog kunnet beskylde ham for Fejghed, og man maa gribes af en Forbavselse, der næsten bliver til Beundring, ved at se, hvorledes han efter hver Modgang er i Stand til at tage fat paa ny. Det er dog først ved en Betragtning af Svends Styrelse af Landets indre Forhold, at man føler, at der til denne Mands Evne til at holde ud, undgaa Onder og sno sig ud af Farer knytter sig en sjælden Dygtighed til at opbygge, ordne og sammenføje. En Hovedopgave maatte især vente paa Svends hjælpende Haand, nemlig den endelige Ordning af Landets Kirke.
I disse Bestræbelser mødtes han med en af Tidens mærkeligste Mænd, hvis Historie griber ind i Verdensbegivenhederne og hvis Liv er rigt som faa paa Omskiftelser. Adalbert, der hørte til en anset sachsisk Slægt, var i Aaret 1043 bleven valgt til Ærkebisp i Bremen. Uden Modsigelse er Valget vel ikke foregaaet, eftersom Adalbert var en altfor ærgerrig og hensynsløs Mand til ikke at indjage Frygt. Dog gjorde Adalberts stort anlagte Natur og fremragende Begavelse ham omtrent selvskreven til et saadant Embede. Udrustet med en overordentlig Hukommelse havde han erhvervet sig en stor Viden baade om gejstlige og verdslige Ting og besad Tidens højeste Dannelse. Den Missionsvirksomhed, som var sat Hamburg til Opgave, maatte desuden kræve en Mand af ualmindelig Kraft
