426
Magnus vil forsone sig med Svend.
Svend. Han maatte vige, men fandt nye Tilholdssteder, hvorfra han fortsatte Modstanden. Det fortælles, at Magnus og Harald engang, da de laa med deres Skibe foran en Slette, der fra Stranden strakte sig op mod en Skov, saa en herlig rustet Rytter ride frem over Sletten; han tumlede Hesten i dristige Vendinger og viste i det hele skøn Rytterkunst, indtil han atter forsvandt mellem Træerne. Da sagde Magnus: »Svend Ulfsøn er en herlig Mand; dersom han havde Folk, som han selv er uforfærdet og djærv, vilde han oftere sejre«. Ogsaa en anden Fortælling synes at vise, hvordan Magnus og hans Mænd begyndte at betragte Svend med andre Øjne. Svend var i en Kamp saa ilde stedt, at han kun kunde redde sit Liv ved at løbe over paa den norske Orm Ejlifssons Skib, og denne lod ham uhindret slippe bort. Magnus straffede ikke Orm herfor, men billigede snarere hans Handlemaade.
Kong Magnus var utvivlsomt højst trykket og ængstet ved den selvraadige Slægtning, han havde faaet til Medregent. Han maatte frygte for, at Harald vilde tilrive sig al Regeringsmagt, og derfor finde det raadeligt at forsone sig med Svend. De norske Stormænd begyndte desuden at frygte for, at Harald vilde skabe et altfor mægtigt Kongedømme, dersom han kom til at herske over begge Riger. Det fortælles, at Magnus og Harald engang havde fanget Svends ivrigste Tilhænger Thurgils Birnesøn, der var sat til at styre Tredjeparten af Danmark, og at Magnus da overtalte sin Moder Alfhild til at træde frem og i manges Paahør bede om, at Thurgils maatte gives fri. Magnus ansaa det nemlig for uvist, om han havde mange Levedage tilbage, og da han ikke havde Tro til, at Harald vilde vise hende nogen Gunst, vilde han sikre hende en venlig Modtagelse i Danmark.
Mørke Tanker synes under hele dette Felttog at have pint Magnus, men der var ogsaa straks efter Landingen paa Sjælland ramt ham et alvorligt Uheld. I Nærheden af Landsbyen Alsted sprang en Hare op foran hans Hest, der blev sky og styrtede, og Magnus fik sit Hoved forslaaet mod en Træstub. Han kunde vel
