423
Kong Magnus kæmper tappert.
Venderne havde imidlertid spredt sig ud over Heden for at kunne optage Kampen med de forenede Skarer.
De havde fundet paa et ejendommmeligt Middel til at skræmme Fjenden, idet de havde bundet Spyd paa de sammendrevne Oksers Ryg og sat dem Fjæl for Øjnene, saa at de ikke kunde se; nu drev de dem som en levende Række Stormbukke frem mod Fjenden. De firbenede Spydbærere viste sig dog som slette Hjælpetropper, idet Magnus af Mistillid til de danske Tropper havde forandret sin Opstilling og Kvæget nu kom styrtende frem imod Vendernes egne Rækker, som de bragte i største Uorden.
Kampen varede kun kort; med stor Kraft bleve Venderne kastede tilbage. Kong Magnus var mellem de ivrigst kæmpende; væbnet med sin Faders langskaftede Økse Hel, som han svang med begge sine Hænder, bredte han Død omkring sig. Snart vare Venderne paa den vildeste Flugt og Nederlaget fuldstændigt. De faldne laa saa tæt, at man kunde vandre hele Strækninger over Lig, ja nogle Bække standsedes i deres Løb af døde Kroppe. Femten Tusinde Vender siges at være faldne, og det var et almindeligt Udsagn, at Slaget havde været det største, der var udkæmpet, siden Kristendommen kom til Norden.
I Magnus’ Skarer var der kun faa faldne; derimod var der mange saarede, og der manglede Læger til at forbinde dem. Kongen lod udtage tolv Mænd, hvis Hænder vare bløde, for at de kunde forsøge sig i denne Kunst, og de udførte deres Gerning med megen Dygtighed; de bleve alle senere ypperlige Læger. Kong Magnus havde i Striden lagt glimrende Tapperhed for Dagen; man viste senere i Trondhjem paa Øksen Hel de Skaar, den havde faaet i denne Kamp, og det fortaltes, at Venderne havde sagt, at om alle Nordmænd havde kæmpet som den unge Mand i Silkeskjorten, vilde ingen Vender være kommen levende derfra. Magnus’ hellige Fader syntes jo desuden fra Himlen at holde sin Haand over ham og hans Gerning. Ved det vundne Slag havde Magnus fuldstændig grundfæstet sit Ry og sin Magt i Danmark.
II.
Harald, Sigurd Syrs Søn, vender tilbage fra Myklagaard og forener sig med Svend, senere med Magnus. Kong Magnus’ Død.
Magnus følte sig nu saa sikker i sin Magt over Danmark og
mente at have saa stor en Støtte i de Danskes Taknemmelighed, at
