409
Edvard vælges til Konge i England.
Bægeret i Haand; maalløs blev han baaret ud og kort efter udaandede han. Hans Lig førtes til Winchester og blev begravet ved Siden af Kong Knuds. Faa vare dog vist de, som sørgede over hans Død; thi Krønikens Ord, at han intet kongeligt gjorde, var desværre Sandhed.
Hardeknud var den sidste Ætling af den kongelige Mandsstamme. Alle Knuds Børn vare blevne revne bort af en tidlig Død, de tre Sønner kun nogle og tyve Aar gamle. Datteren Gunhild, der Aaret efter Knuds Død ved Ægteskab med Kong Henrik (III) var bleven Tysklands Dronning, døde næppe tyveaarig »ligesom paa Livets Tærskel«. Knud var dog naaet til 40 Aars Alderen, Svend Tveskæg var maaske 54 Aar ved sin Død, ellers synes en tidlig Død at have været den hele Kongeslægt beredt. Men om Tronfølgen i England kunde der ikke være Tvivl. Hardeknud havde sikret sig en Arving ved at kalde sin Moders Søn Edvard fra Normandiet til sig, og han havde givet ham en Stilling ved sin Side i alt Fald som Raadgiver. Endnu inden Hardeknuds Lig var bisat, kaaredes Edvard, som da var i Normandie, til Konge, og snart førte Godwin sammen med nogle Jarler og Bisper den unge Kongesøn over til England. Der fandtes vel et dansk Parti, som ønskede Kong Knuds Søstersøn Svend valgt, men Godwin virkede som den glødende Talsmand for, at Landet burde have en indfødt Hersker, og saaledes blev Edvard højtidelig kronet til Englands Konge i Winchester Paaskedag 1043.
Naar man i England i en senere Tid kastede Blikket tilbage paa Dansketiden, fandt man, at det havde været en Undertrykkelsestid. Dette var ganske sikkert en urigtig Opfattelse, for saa vidt Kong Knuds Regeringstid angaar; da havde det angelsachsiske Folk netop en saa fuld Nydelse af sin Ret og Frihed, som det sjældent hænder et betvunget Folk. Derimod er det snarere sandt, at de Danske paa Kong Knuds Sønners Tid optraadte overmodigt og gjorde sig forhadte. Det hedder i et gammelt normannisk Digt:
Om hundred mødte en Dansk paa en Vej,
trøste ham Gud, som nejed sig ej!
Og kom ved en Bro en Dansk dem imod,
ej traadte de Trin, ej flytted de Fod,
før Dansken var naaet over Flod og Aa.
Man hilsed, man bukked, hvor man dem saa,
Danm. Riges Hist.
I 52
