405
Undergerninger ved Kong Olafs Grav.
Olafs Tid som den lykkeligere, og Sighvat Skjald kvad følgende Vers, som var et Udtryk for Stemningen:
Ung til Olding vorden
Alfifatiden vil mindes,
Tyrens Trug da vi delte,
tæred Bark som Bukke.
Sligt ej hændte, da højsindet
Hersker Olaf vi løde,
kro sig af kornfyldt Lade
kunde da hver en Bonde.
Folkets Samvittighed vaagnede ved Tanken om, at det havde forjaget og dræbt en Konge, som trods al Voldsomhed dog havde villet Folkets Vel, man lyttede stadig opmærksommere til Fortællingen om de Undere, som viste sig ved hans Grav. Allerede i Sommeren efter Olafs Fald maatte de Danske se paa, at hans Lig blev baaret ind i Klemenskirken, og at hele Menigheden dømte Olaf for at være sand Helgen. Stadig hørtes der om nye Undergerninger, og Samvittigheden vaagnede hos mangfoldige af dem, der havde kæmpet mod den hensynsløse, men mod store Formaal sigtende Konge. Alfifa ansaa det rigtigst at tage Bolig i den sydlige Del af Landet. Trenderne havde imidlertid sendt Bud til Rusland efter Olafs Søn, og da Magnus kom, rejste hele det nordenfjeldske sig for ham. Forgæves søgte Svend at formane Bønderne i det sydlige til Lydighed; der stod ingen anden Udvej aaben end at søge Hjælp hos Hardeknud i Danmark. Her døde Svend kort efter, og hans Moder vendte tilbage til England.
Knud skulde imidlertid ikke paa ny kunne gribe ind i Norges Skæbne. Han havde skrantet i nogen Tid og døde Onsdagen den 12. November 1035 i Shaftesbury i Dorsetshire. Hans Lig blev begravet i den gamle Kirke i Winchester.
»Knud Konge — siger Knytlingasaga — var meget stor af Vækst og stærk af Kræfter, en meget smuk Mand, naar undtages, at hans Næse var smal, høj og noget krum. Han var lysladen, med et fagert og tykt Haar, og hans Øjne overgik de flestes baade i Skønhed og Skarpsyn«. Til Knuds tiltalende Ydre svarede hans sjældne Evne til at vinde Mennesker og med Snildhed knytte endog Modstandere til sig. Han havde en Tro paa sit Kald og en urokkelig
