Side:Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu/427

Denne side er blevet korrekturlæst

403

Kirken i Danmark paa Kong Knuds Tid.

Kong Knud siges at have ført mange Bisper fra England til Danmark. Som saadanne anføres Bernhard i Lund, Gerbrand i Roskilde, Reginbert i Fyn, men disse Navne ere ikke angelsachsiske, men franske eller tyske. Kong Knud synes saaledes næsten snarere at have benyttet gejstlige fra Normandie, Flandern eller Lothringen; især fra de to sidste Lande udgik der netop paa disse Tider en stærk Paavirkning paa den engelske Kirke, og en livlig Indvandring af Klerke fandt Sted. Knud har maaske foretrukket at benytte saadanne fremmede i Danmark, idet de Danske vel saa med Skinsyge paa Kirkehøvdinger, udgaaede fra det betvungne engelske Folk. Naturligvis var Ærkebisp Unwan af Bremen lidet tilfreds med, at der fra Vesten sendtes Bisper til Danmark; han fangede endog Biskop Gerbrand, da han var paa Vej fra England, og tvang ham til at aflægge Hyldingsed til sig, ligesom han fik ham til at formaa Kong Knud til at paabyde, at alle danske Bisper skulde søge Indvielse i Bremen. Knud var altfor klog en Statsmand til ikke at bøje sig for hans Forlangende, og han stod i det hele paa en god Fod med Unwan, men som i England besatte han selv Bispestolene. Som Vejleder ved Ordningen af de danske Forhold har Knud sikkert benyttet den ansete engelske Abbed Lyfing, der ledsagede Knud paa hans Rejse til Danmark og senere til Rom.

Knud, som var saa gavmild mod den engelske Kirke, har sikkert ogsaa skænket af sine Rigdomme til de danske Kirker og Bispesæder. Han siges desuden at have grundet Klostre i Danmark, men hvilke disse vare, vides ikke, og sandsynligst er, at hans Forsøg ikke have slaaet Rod. Knud synes derimod at have faaet gennemført, at der fra Danmark svaredes Peterspenge til Paven i Rom. Inden for Danelagen i England gav man kun en Afgift, der var halv saa stor som i den øvrige Del af Riget, og det har vel ogsaa været en lignende beskeden Afgift, der er bleven krævet her i Landet.

Om Knuds øvrige Styrelse af Danmark vide vi saa godt som intet, men af hans store Virksomhed i England tør vi slutte, at han har grebet ind paa mange Maader. Om eet Forhold have vi dog klare Vidnesbyrd. Kong Knud var den første danske Konge, der gennemførte et ordnet Møntvæsen i Landet. Han valgte en Del Byer i alle Landsdele til Møntsteder og lod her angelsachsiske Møntprægere slaa gode Mønter efter engelske Penge som Forbillede