402
Kong Knud og Bølgerne.
— lytter nu alle til Kongens Røst! —
»Paa ham, som lader Havet stige,
skal fast man tro og Lov ham sige.
Han er god Drot, jeg en ringe kun,
en dødelig Mand, men han lever hver Stund!
Alt, som skabtes, lystrer hans Ord.
Han være stedse min Støtte paa Jord!
Min Hu nu stander til Rom at drage,
af ham mit Land til Len vil jeg tage!«
Saa bliver til Rejsen der rustet med Flid,
han vil fare af Sted i uspildt Tid;
med Guldet stoppedes Sækkene tunge.
Paa alle Broer, hvor frem de sig tvunge,
ved Bomme i Dale, ved Bjergeled
og hist paa fjerne Rigers Bred
han gav sit Guld og købte tillige
uhindret Fart for Mænd af hans Rige.
St. Peters Penge, han i Skat lod tage,
købte dem fri for Rejseplage,
og derved han virked, at nær og fjern
ej Engelskmand standses ved Baand og Jern
og for Synd, han øved, til Rom skal ej gaa,
men hjemme ved Bod kan Renselse faa.
Som der er skøn og dyb Alvor i dette Sagn, aander der fin Poesi ud af en anden Fortælling. Knud og Emma vare med mange af Englands store dragne paa Besøg til Ely Kloster, hvor de vilde fejre Kyndelmissefesten. Da de roede over Søen ved Klosteret, hørte de fra Klosterkirken paa den høje Brink milde Toner klinge ud over Vandet. Det var Munkene, der sang deres »Tider«; Knud lyttede efter, og for at høre tydeligere befalede han Rorkarlene at ro nærmere med sagtere Tag. Bevæget af Sangens Skønhed i den stille Vintermorgen fandt Knud Ord for sin Stemning, han kaldte Følget sammen og bad det istemme med sig en Vise, som han digtede. Dens Begyndelse er bevaret, og den lyder saaledes:
I Ely sang frydeligt Munkene i Kor,
da Skibet styred did med Knud Konge om Bord.
Svende, ror nu nærmere Land,
lad os lytte til Munkenes Sang!
Sangen blev erindret i Folkemunde og ofte sunget. Men den Sans for Digtning, som Knud aabenbart besad, og hvorom denne Fortælling vidner, viser sig ogsaa i, at mange islandske Skjalde besøgte hans Hof og kvad til hans Pris, saaledes Thoraren Lovtunge, Thormod Kolbrunarskjald, Ottar Svarte og flere andre.
