28
Værktøj.
som senere Tiders Garveknive ved Tilberedning af Skind. Mange Redskaber vidne om, at man lagde stor Vægt paa Skønhed. Dolke som de her afbildede vise, i hvor høj Grad man kunde arbejde kunstindustrielt, Pilespidser med lange Vinger, der vilde knækkes ved den første Anvendelse, ere næsten Snarest til Luksus; Nytten har maattet vige for Skønheden og Kunstinteressen (Fig. 21).
Nogen Indsigt i Huggekunsten har som alt sagt Hvermand haft, men i Urbeboernes Samfund har der ogsaa været særlig uddannede Haandværkere, af hvilke de dygtigste utvivlsomt have været lige saa ansete som de senere Tiders Vaabensmede. Fund, der med Rette ere betegnede som Værkstedfund, ere gjorte ved Bulbjerg, paa Hesselø, paa Omø i Store Bælt, ved Bakkebølle ved Vordingborg og andre Steder; her laa Flintsager i Mængde, Flintblokke, der vare Levninger af en Afspaltning, endvidere Forarbejder til Redskaber og fuldt færdige Sager. Der havde saaledes her været Værksteder for Tilhugning og Reparation af Redskaber. Af lignende Art var et Fund i Vester Ulslev Mose paa Laaland, hvor Stensager i Tusindvis paa samme Maade afgav Vidnesbyrd om Haandværkeres Virksomhed og hvor man desuden fandt Potteskaar, Kul og Askelag, samt talrige marvspaltede Dyreben (Svin og Hjort).