392
Knud erobrer Witland og Samland.
gave). Mandeboden deltes i tre Dele mellem den dræbtes Arvinger, hele Tinglid og Kongen selv, men Knud gav sin Lod til Kirken og de fattige.
Snart skulde Kong Knud faa Anvendelse for sit Krigerkorps paa en ny Hærfart (1022).
Anledningen til dette Togt synes at have været den, at man i Danmark frygtede for, at Genbofolk skulde under Kongens Fraværelse forsøge et Angreb paa Landet, ligesom ogsaa Kong Knud ønskede at indjage Folk ved Østersøen Skræk og hævde Herredømmet over de danske Besiddelser i Venden. Toget gik først til Jomsborg, hvor Knud befæstede den danske Vælde og indsatte sin Svoger Ulf til Høvding. Derpaa styrede Flaaden til Witland, Preussernes Land ved Weichselmundingen (se S. 284), som han betvang, og dernæst til Samland ved Kurisches Haff, som Harald Blaatands Søn Hagen i sin Tid havde underlagt sig (S. 326) og som nu kom i Knuds Magt. Krigerne bestode haarde Kampe, i hvilke særlig Jarl Godwin udmærkede sig; men det var med stolte Sejre og Erobringer, at Knud vendte hjem til England.
Under sit Ophold i Danmark havde Knud udsonet sig med Thorkil Jarl og gjort ham til Statholder i Danmark. Nogle Aar efter døde imidlertid Thorkil, og da overtog Ulf Jarl hans Stilling.
VIII.
Olaf den Digre bliver Konge i Norge. Hans og Kong Anund Jakobs Tog til Danmark og Kampen i Helgeaa. Knud lader Ulf Jarl dræbe. Knuds Rejse til Rom.
Danmarks Herredømme over Norge var paa denne Tid ophørt. Olaf, en Søn af Harald Grænske og en Ætling af Harald Haarfager, var efter mange Aars Vikingetogter, snart i Østersøen og snart i Vestens Farvande, vendt tilbage til Norge. Det lykkedes ham hurtigt at tage den unge Hakon, Eriks Søn, til Fange; han maatte forlade Landet med Løfte om aldrig at kæmpe mod Olaf. Efter at Olaf havde, faaet Tilslutning hos flere af de Bondehøvdinger, der med Navn af Konge raadede i Oplandene, drog han mod Trondhjem, hvor dog Svend Jarl drev ham tilbage; men næste Aar (1016) vandt Olaf en afgørende Sejr over Jarlen ved Nesjar (Næssene i Nærheden af Tønsbergfjorden), Svend maatte flygte til Sverige, og Herredømmet over Norge tilfaldt Olaf.
Olaf Haraldsen — eller den Digre, som han kaldtes paa Grund
