381
Kong Svends Personlighed.
dommen. Det var imidlertid hans Krigerlyst tillige med hans Kamp mod Faderen, der paavirkede den kirkelige Opfattelse saaledes, at Svend for den kom til at staa som en Hedning og som hjerteløs og grum. Det er denne Opfattelse, der møder os hos Magister Adam af Bremen, som atter støtter sig til Svend Estridsens Udsagn, og den genfindes hos enkelte af de danske Krønikeskrivere. Flere af Udlandets Kilder, ikke mindst Sagaerne, give os imidlertid et helt andet Billede af Kongen, saaledes som det ogsaa vil være fremgaaet af mange i det foregaaende meddelte Træk.
Kong Svend har været den mest udprægede Type for den nye Tidsalder, som var opgaaet for Danmark. Han var lige saa tapper som foretagsom. Modgang standsede ikke hans Handlelyst eller Forhaabning om atter at vinde Sejr, og var han end blodig og grum som Kriger, følte Fjenderne, at de stod over for en dygtig Hærfører og en kraftig Styrer, saaledes at de i alt Fald forstod, at hans eget Folk havde ham kær. Derfor kunde Svend i England vinde saa stærk Tilslutning hos mange Dele af det Folk, han bekæmpede. Ved Kongens Side færdedes der dygtige Mænd, som Svend vidste klogt at benytte; han havde ligeledes let ved at slutte Forbund med fremmede Magter og let ved at forsone sig med Fjender; over for den Krigerskare, som strømmede til ham, viste han sig altid rundhaandet og vennesæl. Ogsaa islandske Skjalde besøgte hans Hof, hvad der vidner om hans Sans for Digtekunst, ja der er bevaret en Strofe, som Kong Svend siges at have digtet.
Om Svends ydre Skikkelse vide vi næppe mere end, at han havde et kløftet Skæg, som skaffede ham Tilnavnet Tveskæg, eller rettere Tiugeskæg (af tiughæ, en Fork, en Høtyv).
Under et Ophold i Gainsborough i Nærheden af Lincoln blev Svend syg. Han sendte Bud efter Knud, og i Følelsen af, at hans Bortgang mulig forestod, gav han Sønnen allehaande Raad om Landets Styrelse og formanede ham til varmt at tage sig af Kristendommens Sag. Kort efter døde Svend, den 3. Februar 1014. Hans Død kom lige uventet for Danske og Angelsachsere.
Kong Svend havde med den forskudte Dronning Gunhild foruden to Sønner, Harald og Knud, flere Døtre, saaledes Gyde, som Erik Jarl, Hakons Søn, havde ægtet. I Ægteskabet med Sigrid Storraade var der kun født ham Døtre, saaledes Estrid, som blev gift med Ulf Jarl.
