26
Begravelsesmaaden.
Der har med andre Ord ikke fundet nogen Ligbrand Sted, hvorimod man i Graven har antændt en rensende, formodentlig hellig Ild. — Ligene have efterhaanden fyldt Kammeret, man har maattet skyde og skubbe de ældre Lig for at skaffe Plads for de nye, man har afløftet Dækstenen og nedlagt Lig under den, og man har begravet ude i Gangen, hvilken kan være ligfyldt, medens Kammeret selv kun har enkelte Lig. Derfor indeslutte Gravene gerne Rester af mange Lig, ofte en Snes; i Jættestuerne er fundet indtil 70 Lig. Ligesaa rummer den samme Grav Mennesker af begge Køn og alle Aldre. Ved Ligenes Side er Gravgodset bleven nedlagt, Økser, Mejsler, Flintpile, Flækker, stundom i stort Antal, ofte kun meget faa. Endvidere finder man her Ravperler, Hængeprydelser af Skifer samt Lerkar, stundom i velbevaret Stand. De nedlagte Redskaber eller Vaaben ere bestemte, udvalgte Arter af Urbeboernes Forraad; de ere som oftest smukke og gode, kun sjældnere gamle og slidte.
Det kulturhistoriske Billede af Stenalderens Mennesker viser os dem saaledes som dygtige Jægere og Fiskere, som udholdende Gravbyggere med alvorlig Opfattelse af Døden og Livet efter Døden. Hvis vi ville lære deres Færdigheder og Levevis yderligere at kende, maa vi vende os til deres øvrige talrige Efterladenskaber, til de i Mose og Mark og i deres Grave fundne Vaaben og Redskaber.
En af Menneskenes største Bestræbelser har altid været at finde — til Hjælp og Udstyr for Haanden — den bedste og den lettest erhvervelige skærende Æg, og Danmark besad et Emne, der var fortrinligt til dette Øjemed. Vort bjergløse og metalløse Land er rigt paa Flint, og denne Stenart behøver ikke at søges under Jordens Overflade, den ligger for den vandrendes Fod. Flinten maatte blive en væsentlig Bærer af Landets Kultur. Der var vestlige Egne i Jylland, som ikke havde megen Flint, men ellers var den rigeligt bredt over hele Landet indtil dets østligste Egne. Fra de flintrige Landsdele maatte da det værdifulde Materiale i naturlig eller hugget Form føres hen til de Egne, hvor Naturen havde været karrig. Og de unge Urindvaaneres første Lære og vigtigste Færdighed har været Indøvelse i Flintens Tilslagning. De maatte lære, hvordan den Flint saa ud i Farve og Overflade og føltes i Haanden, som bedst lod sig hugge; de skulde vide, for hvilke ydre Forhold med Hensyn til Varme og Fugtighed den helst burde have været udsat. Urbeboerne maatte dernæst kende Tilhuggerkunsten og vide, hvordan det under Arbejdet brudte eller beskadigede Redskab kunde omformes
