25
Stenkister.
gjorte flade ved Menneskehaand, til Eks. ved en afvekslende Paavirkning af Ild og Vand, lader sig næppe paavise.
Efterhaanden som Forestillingen om Hvilen efter Døden ændrede sig, kom man til en ny og sidste Form af Gravmindet, Stenkisterne eller Hellekisterne. Da havde man lært at udflække Stenene til flade Fliser. Ved at stille saadanne paa Højkant byggede man et Rum, 7–8 Fod langt, 2 Fod bredt og 2–3 Fod dybt; andre Stene lagdes derover som et Fladtag og alle Sprækker og Mellemrum udfyldtes omhyggeligt ved mindre Stene og Ler (Fig. 40). Over Loftet lagdes atter Stene, og øverst overhvælvedes Graven med et Jorddække, der dog sjældent var højt og som gik i eet med Marken uden en sluttende Kreds af Stene som Gærde. Hvis paa disse Tider, som vi kunne forudsætte, de til Gravbygningen valgte Stens Tilkløvning var et forholdsvis lettere Haandværk, har denne Art Gravlægning aabenbart krævet langt mindre Arbejde end de andre Begravelsesmaader. Dog kunde Stenkisterne kun rumme et enkelt eller nogle faa Lig. I øvrigt træffer man i Jyllands magre Egne endnu simplere Gravformer; her nedlagdes saaledes Ligene enkeltvis i Grave, omgrænsede af Haandsten og dækkede af lave Jordhøje eller Tuer.
Med Hensyn til Begravelsesmaaden fulgtes, som vi allerede have set, overalt den Skik, at Ligene jordedes ubrændte, hvad enten den døde nedlagdes i Kamre eller i Kister. Ikke desto mindre vil man overalt i Begravelserne træffe Spor af Brand, skørnede Stene, brændte Knokler, svedne Oldsager, Rester af Kul. Ilden har dog aabenbart ikke været rettet mod Liget, Knoklerne vare tydeligt nok gamle og forvitrede, inden de udsattes for Luerne, og Flammerne have ofte kun berørt de Dele af Knoklerne, som stak ud af Leret eller Sandet.
Danm. Riges Hist.
I 4