365
Kong Svend fanges af Jomsvikingerne.
Denne Efterretning indeholder fra Retsudviklingens Standpunkt intet usandsynligt. Ifølge vore Provinslove fra det 13. Aarhundrede tog Kvinde halv Lod sammen med Mand ved Arv efter nærbeslægtede, og der mærkes intet Spor til, at dette var en ny Regel. Og dog maa Kvinder sikkert i en ældre Tid have været udelukkede fra at arve i dette Tilfælde, eftersom en saadan Arveret først blev indført i Norge og Sverige i det 13. Aarhundrede. I Danmark kan man vel have været et Par Aarhundreder forud i Udviklingen, og Forandringen kan være foregaaet paa Svend Tveskægs Tid.
I øvrigt fortæller Sagnet — som i det hele fremtræder i mange Skikkelser —, at Kong Svend endnu engang skal være bleven gjort til Jomsvikingernes Fange. Da maatte de fornemste Slægter stille deres Børn til Gisler, og for at skaffe disse fri var Kongen nødsaget til at sælge de store Skovalmindinger. De bleve i Skaane og Sjælland købte af Menighederne i Fællesskab, medens i Jylland enkelte rige Slægter erhvervede sig dem.
I 980-Aarene begyndte Englands vestlige Kyster og Wales at
hjemsøges saa ihærdigt af Angribere, som om den ældste
Vikingetid med dens Strandhug og Ufred paa Søen var ved at vaagne op
paa ny. Rundt om paa det irske Hav færdedes Vikingeflaader, og
de styrede stundom saa højt mod Nord som til Jona og Skotlands
Kyster. Alle Efterretninger ere enige om at betegne Plyndrerne som
Danske. Saaledes var Folkets Begær efter al tage Bytte i det rige
Land eller endog vinde Dele af det stadig lige levende. I England
syntes paa en underlig Maade al Fremgang eller Nød at være
afhængig af dets Konges Styrelse. Kong Alfred og hans nærmeste
Efterslægt havde sat Grænse for de nordiske Folks Fremtrængen.
Men desværre efterfulgtes disse dygtige Herskere af svage eller
slette Konger. Under Edgars Sønner og især under Æthelred
(979—1016) med det sørgelige Tilnavn den Raadvilde begyndte den
ustandselige og forsmædelige Tilbagegang.
I Aaret 991 havde den tapre norske Høvding Olaf Tryggvason med sine Skibe sluttet sig til de danske Skarer. Anført af Gudmund, Stegitas Søn, Justin og Olaf løb en Flaade ind i Themsmundingen og styrede først mod Suffolk, derpaa til Essex. Her drog Ealdorman Byrhtnoth imod Krigerskarerne og traf dem ved Maldon (se Kortet S. 309). Under den haarde Kamp var den tapre Anfører en af de første, der blev saaret og døde. Enkelte fejge flygtede nu, men Bvrhtnoths djærve Husskare holdt Stand, indtil den
