356
De Danskes Skønhedsfølelse.
hestene (Figg. 132—33) til Brug for dem, som ved Alder eller Køn nærmest vare henviste til at køre. I øvrigt færdedes vistnok Kvinder lige saa hyppig til Hest, som de lode sig age.
Hvis vi nu vilde sammenfatte alt, hvad Danskerne saaledes lagde Vægt paa ved deres legemlige og aandelige Uddannelse, da ville vi se, at de vænne sig til at øve Hukommelsen stærkt, og at de med Glæde dvæle ved Skildringer af livfulde Handlinger; de have en Digtning med vægtige, kloge Tanker, saaledes som mange af de af Saxo bevarede Kvad lære os, de ynde Kappestrid i Udsagn og det hurtige, træffende Svar, de kunne glæde sig ved under Mandjævning (S. 137) at udfinde Heltes Art og Værd. De dyrke Veltalenhed, og i selve deres Uddannelse af Legemets Færdighed er sikkert ogsaa megen Skønhedsglæde kommen for Dagen. Mindre mærkes derimod en saadan Følelse for Skønhed, som lader Forstanden hvile, medens Drømmen raader, ikke heller det rent lyriske Udbrud for Følelsen saa lidt som en saadan Legemets Bevægelse, som blot indeholder Skønhed uden tillige at give Vidnesbyrd om Kraft.
Et yderligere Bidrag til Belysning af de Danskes Skønhedsfølelse og tillige deres Kultur ville vi faa ved at betragte forskellige Oldsager og Gravfund fra denne Tid. Saaledes vil man kunne
