Side:Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu/377

Denne side er blevet korrekturlæst

353

Natursans.

Det var et Folk, som levede med Naturen og iagttog dens Træk, men det var tillige praktiske Mænd, der ikke synderlig mere end antydningsvis omsatte Indtrykket i Stemninger, netop som saadanne leve i Jægerens eller Sømandens Sind. I de Guder, paa hvilke de troede, har det etiske Element, Karakteren og det personlige Sjæleliv, været Midtpunkt, langt mere end Natursiden. Ret betegnende er det vel ogsaa, at naar Lignelser og Forestillinger toges fra Dyreverdenen, saaledes som idelig skete, det da var Ulv og Bjørn, Ørn og Ravn, som gav Forbilledet, altsaa Væsener prægede af Styrke og Snildhed, i hvert Fald med skarpe Karaktertræk.

Fil:Danmarks Riges Historie vol.1 6.jpg
135. Stykker af baldyret Klæde, fundne i en Høj i Mammen ved Viborg. ⅓.

Til den udviklede Sans for Toner, som Folket paa Bronzealdertiden synes at have besiddet, mærkes fra disse Tider meget lidt. Lurer lød endnu i Krigen, og Legere, som behandlede Fløjte og Fedel, vare ganske sikkert kendte, men de agtedes ikke højt. Større Anseelse nød Harpen, der enkelte Gange omtales; saaledes skal efter Sagnet Kong Alfred engang have sneget sig ind i de Danskes Lejr forklædt som Harpespiller, Kong Olaf Kvaran i

Danm. Riges Hist.

I 45