349
Vølund Smed.
Et Emne, som utvivlsomt ligeledes paa disse Tider er bleven behandlet i Kvad, er Fortællingerne om den berømte Kong Didrik af Bern. Allerede et Vers paa den østergøtlandske Røksten (o. 900) nævner Thiaurik, ridende over Reidhavets Strand (om Reidgoterne se S. 74, 124); ifølge den norske Thiderikssaga skal der have været kvædet Sange i Danmark om ham.
Et andet udbredt Sagn var Fortællingen om den kunstfærdige Vølund Smed, som ogsaa var almen kendt i England og Tyskland. En ond Konge har mishandlet Vølund; han har overskaaret hans Haser og derved fængslet ham til Smedjen for at han kan arbejde for ham, men Vølund hævner sig ved hemmeligt at dræbe hans Sønner, af hvis Hjerneskaller han former Kongen Drikkeskaale, og ved at krænke hans Datter, da hun besøger ham i hans Smedje. Til sidst flyver Vølund bort fra sit Fangenskab i en Fjederham, han har forfærdiget sig. Den nævnte norske Saga har henlagt Scenen for disse Begivenheder til Thy og Sjælland, medens de i Eddaen henføres til Sverige.
Foruden at de Danske have behandlet saadanne Sagn, som vare fælles for flere Folk, tør vi tro, at de have optaget de prægtige Sagn om Lejrekongerne saavel som mange andre Oldtidsminder til fornyet Behandling i deres Digtning. Vi veed jo af Saxos Gengivelser, at der fandtes en rig Skat af Kvad herom.
Om den Versform, der har været anvendt i disse Digte, kunne vi kun udtale os med stor Forsigtighed. Vor eneste Hjemmel er nemlig de faa bevarede Vers paa Runestene. Indskrifterne fra det 9. Aarhundrede indeholdt endnu ikke Vers, selv om de kunde danne vægtige Linier, der paa lignende Maade som vore Folkevisers Omkvæd halvvejs havde Rytme og Bogstavrim — saaledes
