347
Sigurd Fafnersbane.
lover sig med Gudrun, Kong Gjukes Datter. Da Sigurds Svoger Gunnar ikke kan trænge gennem den Kreds af Luer, der omspændte Brynhilds Sal, rider Sigurd i Gunnars Skikkelse paa Grane gennem Ilden, og da saaledes det Vilkaar, hun havde stillet for at bortgive sin Haand, var opfyldt, ægter hun Gunnar. Efter at Brynhild senere har opdaget Svigen, ægger hun Gunnar til at rydde Sigurd af Vejen, hvorpaa hun dræber sig selv. Sigurd er besunget i Eddakvad, men Fortællingen om ham har sikkert ogsaa i Danmark været et af de mest udbredte Sagn. Ikke blot skal der i Danmark og Sverige være bleven sunget Sange om ham, men de danske Folkeviser fra den senere Middelalder synge endnu om Sigurd Snarensvends Bedrifter og hans Ridt paa Grane (der da kom til at hedde Skimling Gram: »Saa listelig da render han Grammen under Siuard«). Paa svenske Runeristninger og paa Udskæringer i norske Kirker finder man Scener af Sigurds Liv fremstillet (Fig. 127); saadant har vel ogsaa været Tilfældet her i Danmark ved Udsmykninger af Huse eller Bohave.
Medens mange af Vølsungesagnene ere fælles Eje for de germanske Folk, er den til disse knyttede Fortælling om Helge Hundingsbane udelukkende nordisk. Helge var en Søn af Vølsungen Sigmund, med hvem Kong Hunding førte Krig, og det lykkedes
- ↑ Forneden ses Sigurd jage sit Sværd gennem Dragen. Til venstre steger Sigurd Dragens Hjerte over Ilden; da han har brændt sin Finger og fører den til Munden, kommer Dragens Hjerteblod paa hans Tunge, og han lærer at forstaa Fuglenes Kvidder. De to Fugle i Træet fortælle hinanden, hvorledes Begin har Svig i Sinde. Grane, med Guldet paa sin Ryg, staar bundet til Træet; yderst til venstre ses Begin med afhugget Hoved; Hammer, Ambolt, Tang antyde hans Værksted. Runeindskriften indeholder ingen Tilknytning til Billedet.
