345
Tænkning og Digtning.
skaanet for Blod, og en af Jarl Hakons Hirdmænd viklede det da bagfra om sine Hænder. Men da Hugget faldt, bøjede Vikingen Hovedet saa hurtigt forover, at Sværdet afskar begge Hirdmandens Arme. Hakon Jarls Søn Erik bad da sin Fader om, at den unge Mands Liv maatte blive skaanet, og Hakon indvilligede deri, skønt Vikingen var Bue Digres Søn Svend; han bød dog Thorkil nedhugge de andre snarest.
Da Vagn Aagesøn førtes frem og uforfærdet slyngede Thorkil en Haan i Ansigtet, sprang denne ind paa Vagn med hævet Sværd, men Vagns Fosterfader Bjørn den Bretske stødte saa haardt til Vagn, at han foer til Siden og Thorkils Hug saaledes ikke ramte ham, men kun overskar Baandene, hvormed han var bundet. Vagn sprang frem, greb Sværdet og gav Thorkil Banesaar. Atter lagde Erik sig imellem og bad sin Fader om, at den djærve Kæmpe maatte blive skaanet, og Hakon indvilligede heri; men Vagn vilde ikke tage imod Fred, naar ikke hans Fæller ogsaa maatte blive skaanede, »ellers drage vi alle paa samme Rejse«. Erik overtalte da sin Fader til at give alle de øvrige Vikinger Fred, og saaledes blev til Jarlens Ære Blodsudgydelsen standset.
Det norske Togt var ikke udgaaet fra Kong Harald, men dog var det lidte Nederlag et nyt Skaar i de Danskes Heltery, hvor højt man end berømmede Jomsvikingernes Dødsforagt. Baade i Sverige og i Norge saavel som over for den tyske Kejser havde de Danske haft Uheld, om end ganske vist de Tyskes Vinding blev kortvarig; det kunde ikke undgaas, at der hist og her i Landet raadede nogen Misfornøjelse eller at der opstod Tvivl, om Kong Harald styrede Landet paa bedste Maade.
IX.
Digtning og Fortælling i Danmark i det 9. og 10. Aarhundrede. Kvadenes Emner og Form. De Danskes Skønhedsfølelse og deres Idrætter. Klædninger, Smykker og Ornamentik. Nye Gravskikke.
Vi skulle søge at fremstille forskellige Sider af Kulturlivet i Danmark paa disse Tider, nærmest som en Tilføjelse til, hvad der er fortalt i de foregaaende Kapitler om mange Sider af de Danskes Liv i Krig og under Fred. Især ville vi stræbe efter at give en Skildring af, hvordan der digtedes og tænktes, og i hvilken Grad Sansen for Skønhed og Glæden derved gav sig Udtryk, samt om de Former, hvori den udtalte sig.
Danm. Riges Hist.
I 44
