338
Kejser Otto II falder ind i Jylland.
Magister Adam fra Bremen forsikrer os endog, i Henhold til Svend Estridsens Fortælling, at det er afgjort og vist, at Kong Harald har givet Befolkningen i Holsten (Transalbingerne) Love, som de endnu paa Adams Tid af Hensyn til denne Konges store Anseelse søgte at holde i Hævd.
Kong Haralds Venskab med Tyskerne maa have staaet paa en svag Fod, thi næppe var den store Kejser død (973) og hans Efterfølger Otto II indviklet i Kampe med Hertugerne af Baiern og Bøhmen, førend de Danske greb det gunstige Øjeblik, faldt ind over Grænsen og lod Provinsen Nord for Elben hærge. Men Kejseren lod ikke længe dette Angreb uhævnet. Han samlede en stor Hær og rykkede frem over Ejderen. Kong Harald havde i Hast ladet Leding udbyde og sendt Tropper til Danevirke, som han var i Færd med at besætte, da Kejseren trængte over Graven og »gennem den Port, som hedder Wieglesdor« — siger en tysk Krønike — rykkede op i Sønderjylland. Langt mod Nord er han vel ikke naaet, skønt Magister Adam af Bremen fortæller, og hele den danske Tradition efter ham gentager, at Otto skal være naaet til Limfjorden ved Oddesund (paa Sydsiden af Thyholm), som kom til at bære Ottos Navn. Her skal Kejseren ifølge de nordiske Sagn have kastet et Spyd i Bølgerne for at betegne Ydergrænsen for sin Magt. De samtidige tyske Kilder tale dog i mere spagfærdige Ord om dette Tog, og vist er, at da Hæren atter drog sig tilbage, led dens Bagtrop et Nederlag. Imidlertid opnaaede Kejseren at faa bygget en Borg ved Grænsen — efter al Rimelighed paa Ejderøen (S. 128) — i hvilken han lagde en Besætning (974). Hidtil havde Kejseren ikke haft noget befæstet Punkt i nærmere Afstand fra den danske Grænse end Itzehoe; dette var dog et Skridt fremad.
Men Sejrens Følger vare kortvarige, og Omslaget var saa stærkt, at langt mere end det vundne tabtes. Grækere og Saracener tilføjede Kejser Otto et blodigt Nederlag i Calabrien (Juli 982). Allerede Kejserens Fraværelse i Syden, men endnu mere Rygtet om det ydmygende Slag blev en Opfordring for alle Folkeslag ved den nordlige Grænse til at rejse sig og frigøre sig. De Danske erobrede den Befæstning, som Kejseren havde bygget, dræbte Forsvarerne og brændte Borgen. Abodriterfyrsten Mistiwoi faldt ind i Holsten, hvor Hamburg gik op i Luer, andre Vender droge imod Brandenburg. Der blev saaledes bragt Kejser Otto i Rom eet Jammersbudskab efter et andet, og han kom i en saadan Ophidselse derved, at han faldt i en hidsig Feber og døde (December 983).
