333
De første Bispedømmer i Danmark.
det religiøse Liv, men nogen fastere Inddeling i Kredse fandtes ikke. Nu syntes Tiden moden til, at Bispedømmer kunde grundlægges, og en af Adaldags første Opgaver var netop at virke herfor.
Pave Agapitus udstedte 2. Januar 948 en Bulle, hvori han bekræftede Adaldag i Besiddelse af Ærkesædet Hamburg og gav ham Ret til at indvie Bisper hos de nordiske Folk, som nu ved Guds Naade vare omvendte til Troen. Bisperne af Hildesheim og Halberstadt skulde gaa ham til Haande ved den første Bispevielse. Samme Aar blev der holdt et stort Kirkemøde i Ingelheim, hvor Adaldag var til Stede, ledsaget af de nye Bisper Hored af Slesvig, Liufdag af Ribe, Reginbrand af Aarhus. Der kan næppe være Tvivl om, at der straks tildeltes hver enkelt Bispestol et bestemt Landomraade — saaledes som de tre paa samme Tid indrettede vendiske Bispedømmer havde bestemte Grænser — derimod bleve Kirkerne i Fyn, Sjælland, Skaane og Sverige stillede under de tre Bispers fælles Varetægt. Og foruden de tre jydske Bisper fik Hamburg snart endnu en Biskop under sig, idet det nordligste af de tre nye vendiske Bispedømmer blev lagt ind derunder. I Wagrernes Hovedby Starigard (Oldenburg) ved den østlige Kyst af Holsten skulde Bispens Sæde være.
Men den nye Magt, som saaledes var bleven Bremen til Del, skulde snart bringe det i en stor Fare. Det kölnske Ærkesæde havde nemlig i sin Brevkiste en Bulle, udstedt af Pave Formosus 893, hvilken lød paa, at Bremen skulde være forenet med Hamburg-sædet saalænge indtil dette fik egne Lydbisper; da dette nu var sket, maatte Bremen gives tilbage til Kölnerstiftet, fra hvilket det var udskilt. Dette vilde være saare ulykkeligt for Hamburg, eftersom alt Ærkesædets Gods laa i Bremerbispedømmet. Hverken Paven eller Kejseren kunde imidlertid være tjent med, at Hamburgsædet igen bragtes i yderste Nød og at et saa godt Støttepunkt for Magtudfoldelse over Nabofolkene blev svækket.