Side:Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu/356

Denne side er blevet korrekturlæst

332

Ærkebisp Adaldag.

Kong Haralds Erobring skulde faa Betydning for Udbredelsen af den kristne Lære i alt Fald i den sydlige Del af Norge. Paa den Tid havde nemlig Kristendommen faaet en sikret Stilling i Danmark.

Fil:Danmarks Riges Historie vol.1 332.jpg
120. Den større Jellingesten (I)[1]

Ærkebispestolen i Bremen var efter Unnis Død (se S. 295) bleven beklædt med en Mand, som gennem halvhundrede Aar skulde føre Krumstaven. Adaldag var af fornem Herkomst og havde et tiltalende Ydre; han var bleven ansat i Kong Henrik I’s Kapel, og ved at læse Messen for Kongens Sjæl i hans Dødsstund havde han vundet Dronning Matildes Taknemmelighed. Sønnen Kong Otto udnævnte ham til sin Notar og allerede Aaret efter til Ærkebisp af Hamburg-Bremen (937). Den dygtige og nidkære Bisp gjorde fra første Færd af Missionen til sin Opgave og virkede for den med Alvor og Udholdenhed. Men det var rigtignok ikke som de gamle Omvendere ved selv at drage ud og forkynde Guds Ord blandt vilde Hedninger eller de tvivlende. Adaldag var alene en Fyrste, der virkede ved sine udsendte Tjenere og fra det fjerne paasaa, at Kristendommen fik Vækst og at Kirken ordnedes efter kanoniske Regler.

Hidtil havde de troende i Danmark været mærkeligt lidt organiserede. Der fandtes ganske vist spredte Menigheder; i enkelte Byer, hvor der var en anseligere Kirke, betjent af et større Samfund af

Klerke og mulig med en Skole, var der opstaaet Midtpunkter for

  1. Indskriften lyder: haraltr kunukʀ baþ kaurua kubl þausi aft kurm faþur sin auk aft þᶏurui muþur sina sa haraltr ias sᶏʀ uan tanmaurk [under Dyre-figuren] ala auk nuriuak [under Kristusbilledet] auk tani karþi kristnᶏ.