321
Langskibe.
byggede Fartøjer vakte Beundring, hvor de kom frem; de opfattedes som Kunstens og Haandværkets Mesterprøver, ja de stode for Befolkningen som levende Væsener. Langskibene — Gokstadskibet var endnu ikke et Langskib, om det end kan betragtes som Forløber for dem — kaldtes saaledes paa Grund af deres store Længde i Forhold til Bredden. De vare spidse for og agter, og Rælingen var hen imod Stævnen bøjet stærkt op og sluttede sig til de krumme Stævne, der vare en Fortsættelse af Kølen og i hvis Spids en Stang eller et Spir, Branden, knejste (Folkeviserne synge om Skibenes forgyldene Brande). De havde en Mast med Raa og firkantet Sejl, men overvejende vare de dog Rofartøjer, der bevægedes frem ved 15—20 Aarer paa hver Side. Til Antallet af Aarer svarede Tallet af Bænke eller Rum for Rorkarlene ved hver Skibsside, hvorfor Skibets Størrelse betegnedes efter dets Antal af Bænke eller Rum.
Et sædvanligt Langskib havde vel kun 80—90 Mand om Bord, men Kongen og de store Høvdinger kunde bygge endnu større Fartøjer. Jomsvikingerne havde næppe større Skibe end med 120 Mands Besætning, men paa Olaf Tryggvasons berømte »Ormen lange« fandtes en Besætning paa 300 Mand, og Kong Knud den Stores Drageskib siges at have haft 60 Rum eller 120 Aarer. Naturligvis var i Langskibene alt indrettet paa Kamp. Her var ikke som paa Handelsskibene et aabent Lastrum i Midten af Skibet, men Dæk overalt. Mellemdækket var lavtliggende, medens Dækket i Forstavnen og især Løftingen i Bagstavnen laa højt. I den med et Dragehoved eller anden Figur prydede Forstavn stod Mærkesmanden tilligemed Stavnboerne, de bedste, udsøgte Kæmper; paa Skansedækket agterud havde Høvdingen med betroede Mænd ved sin Side Ledelsen af Kampen, derude stod tidt den haardeste Strid. Paa Agterdækket var der ofte en Hytte til Høvdingen. Saadanne prægtige Skibe havde gerne deres eget Navn, som de mulig endog havde faaet ved Vandøsning.
Endnu staar kun tilbage at omtale Handelsfartøjerne. I Byggemaaden afvege de næppe fra Hær-
Danm. Riges Hist.
I 414
