315
Knud Danaast.
somhed ved sin klare Forstand og sin Venlighed over for alle; han blev ikke blot sin Faders Yndling, men Folket gav ham af Hengivenhed Tilnavnet Danaast d. e. de Danskes Fryd. Imidlertid skulde Knuds Løbebane kun blive kort. Han færdedes idelig paa Vikingetog i de vestlige Have (se foran S. 306). Engang var han sammen med sin Broder paa Hærtog i Irland. Vejret var varmt, og Krigerne forfriskede sig med Svømmelege, medens Kongesønnerne som Tilskuere saa til. Da sneg en Irlænder sig hen og skød en Pil mod Knud, der blev hans Bane.
Kong Gorm havde engang svoret, at han vilde lade den miste Livet, som bragte ham Budskab om, at hans elskede Søn var bleven dræbt. Nu kom den sørgelige Melding til Thyre, og hverken hun eller nogen anden vovede at overbringe Gorm Budskabet. Hun lod dog sin Ægtefælles kongelige Skrud ombytte med en tarvelig Dragt, og Væggene bleve dragne med sort Klæde.
Da nu Gorm næste Morgen kom i Salen, studsede han over Hallens Udseende; han gættede det sørgelige Tegn og sagde til Dronningen: »Nu melder Du mig Knuds Død!« »Det Budskab bringer Du og ikke jeg«, svarede Thyre. Men Gorm sørgede dybt, ja nogle sige, at han derover tog sin Død.
Ifølge den danske Tradition og Sagaerne skal Thyre virkelig have overlevet sin Ægtefælle, men dette synes bestemt at blive modsagt af den Sten, som er rejst over Dronningen. Paa den mindre Jellingesten (Fig. 105 og 106) staar nemlig skrevet, at Kong Gorm har sat dette Gravminde efter sin Hustru Thyre, Danmarks Bod. Nu findes der ganske vist Runestene, hvis Indskrift lyder, at den, som rejste Stenen, satte den over sig selv, altsaa endnu i levende Live; men det vilde dog være lidet rimeligt, at en Ægtefælle lod Mindestenen fortælle, at han rejste den »efter sin Hustru«, naar hun dog var i Live.
40*
