312
Edmund befrier Femborgene.
friede de saakaldte Femborge (942). Det var et eget Omraade inden for Danelagens midterste Del, som knyttede sig til de fem Byer Derby, Nottingham, Stamford, Leicester og Lincoln. Fra disse befæstede Stæder, der dannede som et Forbund, strakte danske og norske Høvdinger — thi paa disse Tider høres der ofte om Nordmænd i England — deres Magt ud over Beboerne i det omliggende Landskab. Om denne Erobring synger Skjalden saaledes:
Her Edmund Konge,
Anglers Herre,
Slægtens Skjærmer,
sværdvandt Mercia.
Borge fem
Ligoraceaster
Lincoln tillige
og saa Snotingaham
dertil Stamford
og Deoraby,
forhen under Danske
og for Nordmænd
bøjed Nakke,
ufri Fanger
i Hedningfængsel
i lange Tidsrum,
indtil dem løste
Stridsmænds Støtte,
den daadstærke,
Edvards Ætling
Edmund Konge.
Northumberland vedblev i de følgende Aaringer at hævde sin Uafhængighed. Her var snart eet, snart to Kongeriger og en stadig Skiften af Konger. Saaledes opkastede ogsaa den fra Norge fordrevne Konge Erik Blodøkse, Harald Haarfagers Søn, sig til Konge i York; da Høvdingerne senere nægtede at støtte ham, maatte han forlade Landet, men vendte atter tilbage, indtil han omsider paa ny blev forjaget og kort efter dræbtes. Northumbrerne gave sig derpaa ind under Englands Konge Edred (954). Der opstod efter den Tid aldrig mere et uafhængigt nordisk Rige inden for Angelsachsernes Lande.
Den berømteste af Kongerne i England efter Aarhundredets Midte var Edgar (959—75). Han var kun 16 Aar gammel, da han besteg Tronen, og han bortreves allerede i sit 32. Aar; ikke desmindre har hans Regeringstid været mærkelig for England i flere Henseender. Uagtet sine unge Aar styrede Edgar med Manddomsstyrke og erfaren Klogskab. Han bragte Englands Ledingsflaade op til ikke mindre end 3600 Skibe og lod den hvert Aar vise sig langs Kysterne, hvad der havde den Virkning, at ikke et eneste Vikingeangreb fandt Sted under hans Regering. Med Bistand af sin tro Ven Ærkebisp Dunstan gennemførte han endvidere store Reformer i Kirken. Kun een Dadel rettede man imod ham, nemlig at han lod fremmede have fri Adgang til Landet og gav dem
