310
Nordboerne paa Kong Æthelstans Tid.
Efter Æthelfleds Død (919) indgik Mercia i Edvards Rige. Østangel var da helt erobret tilbage, og mange af Nordboerne vare dragne dels til Frankrig, dels til Cumberland og Westmoreland, hvis nordiske Befolkning paa disse Tider blev stærkt forøget. Imidlertid besad største Parten af de nordlige Landsdele fremdeles en vis Uafhængighed og anerkendte kun Englands Konge som Overherre. Edvards Efterfølger Æthelstan (924—40) fortsatte sin Faders Erobringer. Northumbrerne lovede at opgive alt Hedenskab, og Borgen i York blev nedrevet; Kongerne i Bernicia, Wales og Skotland hyldede ham.
Paa disse Tider mærkes det ogsaa for første Gang, at Nordboer og Englændere arbejde sammen Haand i Haand under Fredens Gerning; mange Mænd med danske og norske Navne og med Jarletitel findes i den engelske Konges Omgivelser og nævnes som Vidner i hans Breve. Men der gjordes ogsaa paa de Tider et Forsøg paa at genoprette et større Rige for Nordboer i England.
Olaf, Sigtrygs Søn, med Tilnavnet Kvaran, af den gamle northumberske Kongefamilie, pønsede stadig paa at erobre det tabte Land tilbage. Understøttet af sin Svigerfader Kong Konstantin i Skotland, Kong Olaf Godfredsøn fra Dublin og mange Hjælpeskarer fra de nordiske Kolonier førte han en Flaade paa 625 Skibe op ad Humber og bemægtigede sig York. Kong Æthelstan og hans Broder Edmund samlede i Hast en Hær og vandt ved Brunnanburh den skønneste Sejr (937). Olaf maatte flygte; fem Konger og syv Jarler laa mellem de faldne. Slagets Ry levede længe som et mørkt og lyst Minde i Nordboernes og de Engelskes Fortællinger om Fortiden, og en angelsachsisk Skjald sang i et vidt kendt Digt saaledes:
Faldne laa
Skottefolket
og Skibsmænd,
mærket til Døden.
Marken væded
Stridsmænds Blodstrøm
alt dengang Sol
i den aarle Stund,
den skinnende Stjerne,
gled over Grunden,
Guds klare Kjerte,
den Evig-Høies,
indtil den hulde
dunkel daled.
Der laa i Hob
nordiske Helte
naglet af Pilkast,
skudte paa Skjolde,
Skotter tillige
af Vaabenleg mætte.
Fremad Vestsachser
i Delinger djærve
Dagen til Ende
fulgte i Hæl
hadske Fjender;
med raske Hug
dem rammed i Ryg
kværnsleben Klinge.
Ei for nære Haandkamp
Mercier sig ømmed
