301
Rollos Styrelse af Normandie.
fager ham fredløs. Denne Tradition, der er sildig og usikker, indeholder intet om, hvorledes Rolf kom til Magt og Herredømme i Frankrig, og dens Enkeltheder modsiges bestemt af de frankiske Kilders Oplysninger om Rollos Personlighed og Virketid, hans Skæbne og Slægt.
Om Rollos Styrelse af sit Hertugdømme fortælles i øvrigt følgende. Han fordelte ved Lodtrækning Landet mellem sine Høvdinger og gav Love for sit Samfund i dets ny fredelige Skikkelse. Enkelte Bestemmelser i disse Love ere kendte, og af dem kunne vi se deres Lighed med Lovbud, der tillægges Kong Frode eller gjaldt for Vikingehæren (S. 255). Særlig vækker det Opmærksomhed, at disse Nordboere, der paa Krigsfod saa lidt havde ænset privates Ejendomsret, som fredelige Beboere netop holdt Haand over Sikkerhed af al Besiddelse og satte den strengeste Straf for ethvert Indgreb i Ejendomsretten. Derfor lød da ogsaa snart det Udsagn om det normanniske Rige, som om saa mange andre af Vikingekolonierne, at her raadede der Tryghed og Agtelse for Lov og Ret.
Ligesom Rollos Lovgivning bringer Kong Frodes Love i Erindring, saaledes bliver karakteristisk nok et Sagn, som i Danmark fortælles om Kong Frode, i Normandie knyttet til Rollo. Kong Frode skal som Tegn paa den Fred, han havde skabt, have lagt et Guldsmykke ved alfar Vej, og ingen vovede at røve det (S. 142). Rollo hængte gyldne Ringe paa en Eg i Nærheden af Seine og Rouen, og Agtelsen for den offentlige Fred var saa stor, at de forbleve urørte.
Rollo var bleven døbt af Ærkebispen af Rouen (912), og ved Daabsakten havde Grev Robert staaet Fadder. Mange af Vikingerne havde ogsaa antaget Kristendommen, medens andre forbleve i deres Thors-Tro, og selv de døbte vare ikke sikre i deres religiøse Stade. Vi erfare det af Breve, vekslede mellem høje gejstlige paa den Tid, og af den kloge Afgørelse, som blev truffet af Pave Johan X. Da han blev raadspurgt om, hvorledes man skulde gaa frem mod de Normanner, som vare døbte og dog fremdeles levede hedensk og paa Hedningers Maade dræbte Kristne, ihjelsloge Præster, ofrede til Afgudsbilleder og deltoge i Offermaaltider, svarede han: lad dem, som ikke ere nysomvendte, lide Kirkens Straf; dog bør der, da de ere raa i Troen, helst gaas frem imod dem med større Mildhed end de hellige Lovbud bestemme, for at de ikke skulle finde de uvante Byrder utaalelige og falde tilbage i deres tidligere Levned.
