Side:Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu/320

Denne side er blevet korrekturlæst

296

Hedningernes Søgen efter at finde den stærkeste Gud.

Hedningen kun vide, hvem af Guderne der var den stærkeste eller hvem der var ham særlig naadig. Dette Standpunkt førte atter til, at man ikke saa meget bestræbte sig for at bøje eller forsone de modvillige Guder, som man prøvede paa inden for Kredsen af Guder at finde den enkelte, som vilde være En gunstig. Samtidig saa imidlertid Hedningerne, at de Kristnes Gud ofte var stærk og beskyttede sine troende; hvorfor skulde de da ikke under haarde Trængsler prøve paa at henvende sig til ham om Hjælp?

Dette er et Træk, som idelig kommer igen paa disse Tider. Saaledes fortæller »Ansgars Levned«, at Svenskerne paa et Tog til Kurland forgæves havde belejret en By i ni Dage; de kastede da Lod for at udfinde, hvem af Guderne der vilde hjælpe dem, men ingen viste sig gunstig. Der blev almindelig Sorg hos Krigerne, indtil en Købmand raadede dem til at forsøge, om ikke de Kristnes mægtige Gud vilde komme dem til Hjælp. De kastede saa Lod paa ny, og det viste sig, at Kristus vilde hjælpe. Med nyt Mod tog man fat paa Belejringen, og snart overgav Borgen sig. Som Tak for Sejren og for det umaadelige Bytte lovede Svenskerne for Fremtiden at faste i fyrretyve Dage, og fra nu af begyndte Fastetid og Almisse at faa Indgang hos dem. Noget lignende fortælles om de Danske, som under Høvdingen Regner plyndrede Paris. En smitsom Sygdom havde bredt sig imellem dem, men da de paakaldle Gudernes Hjælp, faldt Loddet uheldigt; da raadede en kristen Fange dem til at søge Bistand bos de Kristnes Gud, og nu faldt alt heldigt ud. Den danske Konge og hele Folket afholdt sig i fjorten Dage fra Kød og Mjød, og Landeplagen ophørte; til Tak sendte han alle kristne Fanger hjem til deres Fødeland.

Omtrent paa de samme Tider fandt der en Kamp Sted paa Irland mellem Danske og Norske, i hvilken de sidste sejrede. De Danskes djærve og tapre Anfører Orm søgte da at opflamme sine Krigeres Mod. Han raadede dem ogsaa til at opsende Bønner til St. Patrick og love ham Almisse, thi mod denne Irlands øverste Helgen havde de Norske øvet saa mangen ond Daad. Da raabte alle, at de vilde stille sig under Beskyttelse af St. Patrick og den Gud, som var Herre over ham; alt Byttet vilde de give til hans Kirke. Og nu vandt Danskerne Sejr over de tre Gange saa mandstærke Fjender. Men Danskerne sendte et stort, rummeligt Bæger, fyldt med Guld og Sølv, til St. Patrick. »For de Danske vare et Folk, som havde dog nogen Fromhed, d. e. de kunde give Afkald paa Mad og Kvinder for en Stund«.