287
Den yngre Runerække.
Den skal give Erstatning, der øver Vold mod denne Sten eller slæber den [bort for at rejse den] over en anden.
Det synes som om den samme Ragnhild har indgaaet nyt Ægteskab og paa lignende Maade æret sin anden Ægtefælle, thi Runeskriften paa den ni Fod høje Sten fra Tryggevælde (Fig. 98) lyder: Ragnhild, Ulfs Søster, satte denne Sten og gjorde denne Høj og Stensætning over sin Ægtefælle Gunnulf, Nørves Søn, den veltalende Mand. Faa fødes nu bedre end han. Den skal give Erstatning, der beskadiger denne Sten eller fører den herfra.
Disse Runestene give os saaledes kulturhistoriske Oplysninger i flere Henseender, vi skulle senere komme tilbage hertil. Her skulle vi endnu kun dvæle ved Runeskriften og Sprogets Form.
Vi træffe i det 9. Aarhundrede i Norden en Runerække, der er forskellig fra den tidligere anvendte. Det er de saakaldte yngre Runer. Bækken tæller kun 16 Tegn, hvilke dog fremdeles (se foran S. 89) deles i de 3 Ætter:
Dette Alfabet har udviklet sig af det ældre ved at en Del Tegn ere blevne udskudte og visse andre have skiftet Form eller Betydning. Nu udtrykkes k, g, ng ved et og samme Tegn f, t, d, nd ved ᚴ, i, e, j ved ᛏ, u, o (ø, y), w ved ᚢ, og saaledes fremdeles. Det er et udelukkende i Norden forekommende Alfabet, men flere tusinde Indskrifter findes skrevne dermed. Da man dog i Tidens Løb mærkede, at disse Tegn ikke forslog til at udtrykke Sprogets Lyd, dannede man fra det 10. Aarhundredes Slutning nye Tegn, idet man tilføjede en Streg eller et Punkt, de punkterede, saakaldte stungne Runer. Saaledes skælnede man ᚵ g, ᛂ e, ᚤ y fra ᚴ k, ᛁ i, ᚢ u, o.
Med Hensyn til Sproget vil man kunne iagttage, at der i Løbet af Vikingetiden er foregaaet en Række Forandringer, som ere fælles for alle nordiske Folk. Saaledes ses ubetonede Vokaler
