Side:Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu/301

Denne side er blevet korrekturlæst

279

Sigfred og Halfdan, Konger i Danmark.

og aandelige Liv imellem de gamle Befolkningsdele. Dette skulde imidlertid først senere lægge sig for Dagen, og dertil komme vi tilbage i et følgende Afsnit.


V.

De Danske i Hjemlandet. Ærkebisp Rimbert og hans Efterfølgere. Ottars og Wulfstans Rejseberetninger. Runeindskrifter og Sprog. Mønter.

I Slutningen af det 9. Aarhundrede vare de gamle fredelige Forbindelser mellem Frankerrigerne og de danske Konger aldeles ophørte. Igennem tvende Menneskealdre høre vi nu saa godt som intet om Kongerne i det danske Hjemland.

Den sidste Gang, saadanne nævnes, er da i Aaret 873 to Konger Sigfred og Halfdan hver for sig anmode Kong Ludvig den Tyske om at Freden maa blive opretholdt paa Grænsen, saa at Købmænd frit kunde drage fra det ene Land til det andet. De ønskede sig betragtede som Ludvigs Sønner og vilde agte ham som en Fader; deres Udsendinge — de bragte som Gave et Sværd med gyldent Hæfte fra Kong Halfdan — svore paa deres Sværd, at ingen fra deres Land skulde forurolige Frankerriget. Vi tør da vel antage, at paa dette Tidspunkt ingen af de i Vesten optrædende Vikingekonger vare regerende Fyrster i de danske Lande. Derimod hørte vistnok mange af hine Høvdinger til den danske Kongeslægt, om de end havde slaaet sig ned paa fremmede Kyster. Der er ikke heller Tvivl om, at der strømmede danske Krigere til deres Hære, men Togene udgik ikke fra Regeringen, og ingen offentlig Ledingspligt skaffede Mandskab til disse Flaader.

Imidlertid var den tilsagte Fred ved Grænsen kun kortvarig. Syv Aar senere fortælles der nemlig om et djærvt Overfald paa Sachserne. Hertug Bruno af Sachsen var den 2. Februar 880 rykket med en Hær mod Elben, formodentlig ventedes et Indfald fra dansk Side. Da kom pludselig normanniske Skarer, hjulpne af stærkt Højvande, sejlende op ad Floden, og Sachserne fandt sig afspærrede mellem den opsvulmede Elb og den højre Alsterbred. Paa dette ugunstige Terræn maatte de optage Kampen med Vikingerne, som nedhuggede Tusinder af Sachsere, Stormænd saavel som Bønder. Hertug Bruno, ni Grever og to Bisper vare mellem de faldne. Blodbadet var saa overordentligt, Tallet af faldne og Fanger saa stort, at Kampen blev bestemmende for Grænselandskabernes Skæbne i de nærmeste halvhundrede Aar. Fra den Dag