277
Vikingerne lære Folkene Enighed.
viste sig paa det Kaspiske Hav og plyndrede paa dets sydlige Kyster. Saaledes var ved Aarhundredets Slutning det hele Europa saa at sige bleven omspændt af de krigerske Nordboer.
Der vil være Grund til at kaste Blikket tilbage og se, hvilken Indvirkning Vikingerne i de forløbne Menneskealdre havde haft paa Europas Folk. Vi maa da først fremhæve, hvorledes man i Landene ved Atlanterhav og Nordsø havde lært — hvad man ved Middelhavet vel vidste — at Havene ere de bredeste Veje for kommende Fjender og Kysterne Landets saarbareste Punkter. Landskaberne ude ved Grænsen imod Naborigerne, Markerne, havde man siden Karl den Stores Dage været ivrig for at give en stærk militær Organisation, det viste sig nu, at Kysterne vare den farligste Grænse; derfor var der da ogsaa bleven oprettet Grevskaber eller Fyrstendømmer i Strandegnene og ved Flodmundingerne, saaledes ved Loire og Schelde, ved Weser og Elben. Rundt om var der bygget Skanser og Fæstninger ved Kysten eller Floderne, og Vagthold anordnet til at have Tilsyn med dem, der færdedes paa Havet. Men ogsaa inde i Landet bleve vigtige Punkter, Byer og Klostre forsynede med Skanser, og man lærte at indse, at det burde paahvile andre end Beboerne af den enkelte By eller det nærmeste Landskab at bygge med paa Fæstningerne, eftersom de kom det hele Land til gode. Rundt om bleve ogsaa Kirkerne forsynede med Taarne, dels som Udkig mod kommende Fjender, dels for at være Tilflugtssted mod Vikingerne. Alle disse Fæstninger, Forsvarsvolde og forskansede Broer over Floderne vare et udmærket Værn for Landet, og saa længe de holdtes i god Forsvarsstand, bidroge de til at skræmme og forjage de nordiske Angribere. Landbefolkningen rykkede ogsaa tættere sammen om disse Forsvarspunkter for i Farens Stund her at finde fornøden Beskyttelse.
Vikingernes Angreb havde endvidere haft en mægtig Virkning til at tvinge Befolkningen i de vesteuropæiske Lande til Enighed og Sammenhold. Som vi have set, havde ofte Splid i Landets Indre kaldt Fjenderne ind over Grænserne og gjort dem Hærtogene lette; de dyre Lærepenge, der vare betalte, maatte efterhaanden bringe Folkeslagene til i det mindste at skabe den Styrke, som vindes ved Enighed. Der er ikke Tvivl om, at Hærgningerne paa Angelsachsernes Kyster have medvirket til, at de mange engelske Riger sloge sig sammen under en fælles Konge, og i hvert Fald lærte Riget under Kong Alfreds lange og udholdende Kampe, at det naturligen udgjorde en Enhed, der ikke mere turde splittes.
