276
Kong Alfred værger sit Rige.
mellem Fangerne, men Alfred sendte paa Grund af Fadderskabet Sønnerne tilbage til deres Fader.
Gentagne Gange kastede Hærene deres Skarer tværs gennem England, men Alfreds Krigere fulgte ilsomt efter og trængte dem haardt. Først i Aaret 896 opløste Hæren sig, og Krigerne sloge sig ned i Northumberland eller i Østangel; de, som vare formueløse, fik sig Skibe dér og gik til Seine.
Saaledes havde Kong Alfred atter faaet Ro i sit Rige. Han kunde med Tilfredshed se tilbage paa de overstaaede Kampe, hvori han ikke havde lagt mindre Mod, Udholdenhed og Snildhed for Dagen end de veløvede, krigsvante Fjender. Hurtig i sine Bevægelser havde han fulgt Vikingehæren paa de ilfærdige Marcher, med Opfindsomhed havde han krydset deres bugtede Planer, han havde ikke skyet at ødelægge et Landskab, naar det gjaldt om at hungre Fjenderne bort, og dog havde han ved flere Lejligheder vist Højmod over for dem. Normannerne vare skræmmede bort fra England, og det blev kun paa Yderpunkterne af det engelske Rige, at de viste sig i den nærmest følgende Tid. Men det samme Maal havde man naaet over for Vikingerne i Landene mellem Rhin og Seine; kun ved den sidste Flod vare endnu betydelige Skarer samlede, og her skulde Normannerne endelig vinde det Land, hvorefter de saa højt tragtede.
Imedens de Danske havde udgjort Hovedmængden af de
Vikinger, som i Løbet af Aarhundredet havde kriget i England og
paa Europas Fastland, havde de Norske bebygget Færøerne og
koloniseret Island, de havde erobret alle Øerne omkring Skotland
og store Kystlandskaber paa selve Hovedlandet; paa Irland havde
de grundet Kolonier og Smaariger i flere Byer. Danske Vikingeflaader
vare i øvrigt oftere sete i de skotske og irske Farvande, og
stundom havde der været kæmpet mellem de sorte fremmede,
Dubhgall (Danskerne), og de hvide, Fingall (de Norske); i øvrigt
bestod der en livlig Forbindelse mellem Kongerigerne i Northumberland
og i Dublin. Svenske have utvivlsomt ogsaa jævnlig deltaget
i disse vestlige Vikingefarter, om vi end høre meget lidt derom;
de havde deres egentlige Krigeromraade paa det østlige europæiske
Fastland, hvor allerede ved Aarhundredets Midte Rurik grundede
et Rige i Novgorod, som hurtigt udvidede sig og fik sit Midtpunkt
i Kijev ved Dnjepr. Ned ad denne Flod foretoges Hærfarter til
Sortehavet og Konstantinopel, ja russiske, d. e. svenske, Vikinger
