Side:Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu/286

Denne side er blevet korrekturlæst

264

Kong Gudrum døbes.

Æthelney og blev døbt. De hvide Daabsklæder bleve paa den ottende Dag tagne af dem i Wedmore, og Gudrum, der havde faaet prægtige Daabsgaver af Kong Alfred, antog fra nu af Navnet Æthelstan. Først i det følgende Aar drog dog Danskerne til Østangel, tog Landet i Besiddelse og delte det (879).

Fil:Danmarks Riges Historie vol.1 264.jpg
90. Kong Alfreds Juvel. 23. I Ashmolean Museum i Oxford (med Indskrift: Aelfred mec heht gewyrcan d. e. Alfred lod mig forfærdige).

Kong Alfred havde saaledes holdt modigt Stand og sat endelig Bom for Vikingernes Planer om at erobre hans gamle Arveland Wessex. Det blev ikke hans, men de nordlige og østlige Landsdeles Skam, at de ikke havde formaaet at forjage Danskerne ogsaa fra disse Egne. Imidlertid syntes der jo at være Haab om, at de blodige Krigere kunde forvandles til mere fredelige Landedyrkere og antage den kristne Tro.

Der er opbevaret fra disse Aar en Overenskomst »Alfreds og Gudrums Fred«, der nærmere ordner Forholdet mellem Angelsachserne og »alt det Folk, som bor hos Østanglerne«. I Aktstykket bliver Grænselinien mellem Landene draget; den skulde gaa op ad Themsen og Lea til dennes Kilde, derpaa i vestlig Retning til Bedford, langs Ouse og til Wætlingastreet, den store Hærvej fra Romertiden, der strakte sig tværs over England gennem Mercia til Chester. Det bestemtes endvidere, at der for en fri Mand, som blev dræbt, skulde gives lige Mandebod, nemlig 8 halve Mark rent Guld, hvad enten han var Dansk eller Englænder. I Manddrabssager skulde den kongelige Thegn (Tjenestemand) aflægge Renselsesed sammen med 12 kongelige Thegner, en ringere Mand med 11 af sine Lige og een kongelig Thegn. »Hverken Fri eller Vorned skal uden Orlov gaa til Hæren, eller Nogen fra den til os«.

Kong Alfred kunde dog ikke betragte Kampen som endt og maatte paa enhver Maade væbne sig mod fremtidige Angreb. Han havde tidligere med Held udrustet Skibe og slaaet Vikingerne paa deres eget Element; han vedblev nu med at bygge sine snildt udstyrede Fartøjer. Han lod ligeledes London, det vigtige Punkt paa Grænsen af de Danskes og Angelsachsernes Land, omgive med Jordværk. Men samtidig med at Kong Alfred havde Fremtiden for Øje, mindedes han den svundne Tid og gav Gud Æren for, at Lidelserne vare overstaaede. Paa det mindeværdige Æthelney lod han et Kloster bygge, og han sendte Gaver til Paven i Rom i Henhold