Side:Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu/280

Denne side er blevet korrekturlæst

258

Angrebets Pludselighed og Hurtighed.

syet af Regner Lodbrogs tre Døtre i een Middagsstund; Fuglen flagrede med Vingerne, naar den saa Sejren for sine Folk, men lod dem slapt synke, naar Nederlag forestod. Fjenderne fandt disse Mærker skrækindjagende.

De nordiske Krigere og ikke mindst de danske omtales af de fremmede Berettere gerne som skønne og smidige; de kunde taale Kulde og Trængsler uden Klage, og sjælden saa man dem modløse eller forsagte. De førte ikke Heste med sig fra Hjemmet, og det varede en Stund, inden de besluttede sig til at optræde i de fremmede Lande som Rytterkrigere, men ogsaa denne Kampmaade optog de og viste snart Dygtighed deri; dog foretrak de afgjort Striden til Fods.

Ligesom de homeriske Helte eller Muhammeds Stridsmænd, naar de fjendtlige Hære stode over for hinanden, kunde aabne Kampen ved at en enkelt udvalgt Kriger traadte frem og tilbød Enekamp med en Kriger af Fjendens Hær, saaledes kunde ogsaa Normannerhæren sende en af sine berømte »Kæmper« frem og æske til Enekamp. Men naar derefter Striden brød løs over den hele Linie, og Skarerne stormede frem under skrækkelige Hærskrig eller med det vedtagne Krigsraab, hvormed de kaldte hinanden til Kamp, da maatte de Kristne skælve for den blodige Viking, som intet skaanede, og derfor bad man i Kirkerne: »Fri os, Herre, for Normannernes Rasen!«

Fil:Danmarks Riges Historie vol.1 258.jpg
85. Sværd fra Vikingetiden.

Normannernes Angreb havde dog sin Styrke og store Fare især ved, at det kom pludseligt og overraskende. Ingen havde set, at Flaaden laa bag et Forbjerg og kun ventede paa god Bør for i Fart at styre mod den Kyst eller By, som var udset til Plyndring og hvor man nu ved Solopgang saa talrige Skibe udspy Krigere i Mængde. De komme som en Stormvind, som Uhyrer fra Havets Dyb, som Ulve fra Skovene, saaledes lyder gerne Frankernes Skildring, og de tilføje: aldrig røbe de, hvad de agte at foretage sig. Normannerne kunne tilsyneladende gaa til Ro i deres Lejr, men naar saa Maanen skinner klart, rykke de frem, eller de kunne vente, indtil Nattens Dunkelhed skjuler alt, for saa at liste sig bort. Uagtet de færdes