257
Vikingeskibe.
Bladet Rorpinden. Stævnen var udskaaren som et Dyrehoved eller i andre Figurer, og Skibene vare malede med stærke Farver; ikke mindst naar de forskelligt malede Skjolde sattes i Række langs Rælingen (Fig. 84), have Skibene frembudt et broget Skue.
For at udrette Bedrifter som Normannernes, maatte Krigerne være udrustede med ypperlige Vaaben. Dette melde da ogsaa Udlandets Krøniker, ligesom vore nordiske Kilder fortælle om, hvor højt man ærede den kunstfærdige Vaabensmed. Mange Jordfund i Danmark have ogsaa lært os deres Smedeværktøj at kende (Fig. 88—89), og talrige Vaaben, fundne herhjemme og i de bekrigede Lande, have kunnet lære os i alt Fald meget om Krigernes Udrustning. Sværdene vare noget over en Alen lange, ikke meget bredere ved Hjaltet end ved Odden, der gerne var afrundet, de vare sædvanligst tveæggede, med en svag Hulning eller damasceret Stribe langs Midten (Fig. 85), Fæstet var svært og ofte skønt udsmykket, ved dets Ende sad en større Knap (Fig. 86). Denne Sværdform stemmede i det hele overens med den, som anvendtes i de frankiske Lande. I øvrigt vare Vikingerne væbnede med Økser og med Spyd, hvis Stang bar et langt Blad (Fig. 87), med Buer og Kastespyd. Skjoldet var malet, ofte rødt; Abbo, som i et langt Digt beskriver Paris’ Belejring, synger:
Hvo fra Taarnene spejded, for sin Fod kun malede Skjolde
skued, og Jorden derved skjultes som under et Dække.
De vare Mestre i at benytte Skjoldene, hvad enten de med fældet Værge, Skulder mod Skulder og det høje Skjold foran sig rykkede mod Fjenden, eller de trak sig sammen til en tætsluttet Skjoldborg og saaledes modtog Angrebet. Men løftedes Skjoldet højt eller hejsedes det paa Masten, var det Fredstegn.
Mærket bares af Mærkesmanden, som havde et højt betroet Hverv. Det kunde være et Banner, helst blodrødt, men var vel oftest et Billede eller en Figur paa en Stang, som hint Ravnemærke, der var
Danm. Riges Hist.
I 33
