250
Ansgars Personlighed.
boere vare blevne døbte, og Skolen i Hamburg havde plantet den kristne Lære i unge Danskes Sjæle, men først senere kunde det vise sig, om de unge Spirer vilde have varig Vækst. Saatiden var begyndt, men Sædemændene havde været faa, og naar vi bortse fra selve Apostlen Ansgar, kunne vi ikke give dem det Vidnesbyrd, at de havde været udholdende. Ære være alle de Mænd, som da stode Ebo og Ansgar bi, men om Standhaftighed og Ild høre vi saa lidt. Der nævnes i »Ansgars Levned« vel en halv Snes navngivne Mænd, men alene Ansgar drager to Gange til Sverige og er jævnlig i Danmark, de andre foretage en Rejse, blive et Par Aar i det fremmede Land, men vende saa tilbage, Eremitten Ardgar til sit elskede Enebo, Gauzbert til et Bispesæde i Osnabrück. Og var da Opholdet hos Nordboerne fuldt af Fare og Lidelse? Ganske vist bliver der tilføjet nogle af disse Missionærer Vold og Overlast, men kun to af dem lide Døden, een i Sverige og en anden forinden han var naaet til Danmark. Naar man sammenligner disse Præsters Virksomhed med den Nidkærhed og den Tæthed i Rækkerne, som vi træffe hos de irske og angelsachsiske Missionærer i Frankerrigerne nogle Aarhundreder før, da maa man sige, at de Tyske stode langt tilbage. Og Ansgar har sikkert ofte følt, hvor lidt han støttedes af den store frankiske Kirke.
Ansgar havde været en nidkær Stridsmand for Troen i et Fredens Klædebon. Vi skulle søge at lade det hele Billede af Ansgars Personlighed træde frem for Betragtningen.
Den Mand, som fik udrettet saa meget i den praktiske Verden, og som aldrig var ørkesløs, var først og fremmest en Drømmer. Hvor havde dog ikke Drømme været ham en Trøst, en Ledestjerne og en Bebudelse! Saaledes havde det været i Barndomsaarene, i Ynglingealderen og i de sidste Aar, og medens Drømme for andre vise sig og glemmes, stode de indprentede i hans Sjæl, naar Søvnen var veget. I den Levnedsskildring af Ansgar, som hans Discipel og Efterfølger Rimbert har givet, meddeles mange af hans Drømme; vi have alt omtalt nogle af dem, vi skulle endnu kun fortælle en Drøm fra Ansgars Ungdomstid. Den lille Fulbert var af en Kammerat bleven haardt saaret i Hovedet med en Tavle. Ansgar sad ved den syge Drengs Leje, men faldt i Blund og drømte, at Fulbert, der havde lidt taalmodigt og inderlig bedet for den Ven, som havde hugget ham og som han elskede højt, af en Engel blev ført til Himlen, hvor han blandede sig mellem Martyrerne. En Broder vækkede Ansgar og sagde ham, at Drengen nu var død, hvorpaa
