246
Regnersønnerne paa Togt i Middelhavet.
Spanien og Afrika, men netop som de her gik mod Mauritanerne, sagde en af Sønnerne: »Broder, det er Galskab af os at drage fra et Land til et andet gennem hele Verden og slaa os selv ihjel i Stedet for at forsvare vor Fædrenejord og adlyde vor Faders Vilje; han er nu alene, borte fra sit Hjem lever han i et Land, som ikke er hans eget; den Søn, som vi lod blive hos ham, er bleven dræbt (saaledes som det var aabenbaret ham i en Drøm), og en anden Søn er faldet i et Slag! Ja det skulde undre mig, om Fader selv er sluppen levende fra hint Slag!« Og netop saaledes forholdt det sig i Virkeligheden.
De kæmpede derpaa en haard Kamp med Mauritanerne, hvor mange faldt paa begge Sider, men efter at Kongen om Natten var flygtet fra Lejren, bleve Vikingerne Sejrherrer, plyndrede Landet og toge mange Blaamænd til Fange, som de senere førte til Irland. Det føjes til, at Mauritanien ligger lige over for de baleariske Øer, og at Vikingerne mistede mange Folk her foruden dem, som druknede i det gaditanske Stræde (altsaa Skibbrudet 861, se S. 242).
Ifølge de islandske Sagaer var det netop, medens Sønnerne gjorde deres Middelhavstogt, at deres Fader dræbtes, og saaledes synes den fremmede Kilde at bekræfte denne Tradition. Det var altsaa virkelig som Faderhævnere, at Regnersønnerne vendte sig mod Northumberland og Kong Ælla (o. 865).
Uagtet de fremmede Landes Krøniker ikke give mange Efterretninger om de enkelte Vikingehøvdinger, kunne vi dog af dem se, at Lodbrogsønnerne have været blandt de dristigste Høvdinger og tapreste Helte i det 9. Aarhundredes Midte, og at de have ført Vikingeskarerne mod nye Maal og Foretagender. Lodbrogsønnerne ere de første Høvdinger, som de engelske Kilder nævne med Navn; det var dem, der i England trængte længst frem mod Nord — Østangel og Northumberland hjemsøgtes først af dem — men de naaede ogsaa længst mod Syd, idet Folkeslagene ved Middelhavet først af dem lærte Normannernes Ufærd at kende.
I de vestlige Lande forberedte de den Bebyggelse ved Nordboerne, som snart skulde blive saa betydningsfuld, og Grundfæstelsen af de Danskes Herredømme i England skyldes væsentlig dem.
VI.
Ansgars senere Virksomhed og Død.
Ansgar havde ingen Ret til at missionere i Sverige, men tabte dog ikke derfor dette Land af Syne. Her fandtes endnu en kristen
