240
Udviklingsgangen i Normannertogene.
lærte i Frankerriget at gøre sig til Hestfolk, de kunde da udstrække deres Anfald fra Strandene langt ind i Riget og komme lige saa pludseligt til Byerne i Landets Midte, som de vare komne til Kystegnene.
I øvrigt gik ikke Udviklingen derhen, at Vikingerne stadig vovede sig længere bort til fjerne Lande. Langt snarere var der en Udvikling imod at samle Kræfterne paa store, gennemførte Angreb med betydelige Hærmasser og at søge ind til Landenes Centrum.
Det betegner derimod Lære- og Vandreaarene i den store Vikingealder, at Normannerne gaa paa eventyrlige Togter forbi Herkules’ Taarn paa Spaniens nordvestlige Hjørne eller gennem Herkules’ Støtter ved dets Sydspids og lande baade i Afrika og Italien. Disse Langfarter tale tydeligt om Vikingernes store Eventyrlyst. De havde hørt om alle de Herligheder, som Middelhavslandene rummede, de vilde se det Land, om hvis store Fortid saa meget blev fortalt og hvor der boede en mægtig Præst, som vidunderlig nok styrede alle Præster og Munke rundt om i Rigerne.
Saaledes vovede i Aaret 844 den Flaade, der havde plyndret ved Toulouse, sig til et Angreb paa det kristne Rige i Asturien, hvis Konge Ramiro imidlertid heldigt besejrede dem. Forstærkede ved ny tilkomne Skarer vendte de sig saa mod de mauriske Lande i Spanien. Havet saa ud, som var det fyldt med mørkerøde Fugle, da Vikingernes halvhundrede Fartøjer lagde sig uden for Lissabons Strande. For første Gang maalte her Vikingerne Kræfter med Sydens store Erobrere og søfarende. Kampen blev haard for Muselmændene, og Vikingerne kunde en hel Maaned opholde sig i Egnen omkring Lissabon.
Over Cadix drog de til Andalusien, hvor Sevillas Herligheder lokkede dem; de gjorde sig til Herrer over den største Del af Byen, men selve Slottet kunde de ikke tage, og om end Vikingerne sendte brændende Pile imod Moskeen, lykkedes det dem ikke at tænde den i Brand. Efter at de fra Sevilla havde gjort en lang Række Togter ind i de nærliggende Landskaber, bleve de omsider trængte saa stærkt, at de maatte trække sig tilbage til Kysten; da havde de mistet meget Mandskab og mange af deres Skibe. Efter et kort Besøg i Afrika sejlede de atter til Lissabon og derpaa hjem. Vikingerne havde saaledes mødt langt alvorligere Modstand hos Maurerne end i de kristne Riger; der blev ogsaa efter deres Bortfart truffet kraftige Foranstaltninger for at sikre Landet mod nye Indfald. Murene om Sevilla genopførtes, Krigsskibe byggedes og udrustedes med alle Fornødenheder, Søfolk indrulleredes, og ved ridende Bud var der sørget for, at Befolkningen i Tide blev underrettet om Hedningernes Komme.
